Udbudsloven koster unødvendigt bygge-anlægssektoren milliarder
Boligselskabet Sjælland og Bygherreforeningen har indbudt Folketingets Erhvervsudvalg til at deltage i et møde om ’udbudslovens betydning for bygge- og anlægsbranchen.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Mødet foregår på byggeriet ”Slagteriet” i Roskilde for at illustrere udfordringerne i den nuværende udbudslov.
- På dagen optegnes den nuværende lovs udfordringer ved blandt andet at fremvise to sammenlignelige byggerier – et offentligt og et privat, hedder det blandt andet i indbydelsen.
På Slagteriet bygger KPC/Heimstaden og Boligselskabet Sjælland henholdsvis private og almene boliger i et partnerskab, og besøget skal ses i sammenhæng med en undersøgelse, Bygherreforeningen offentliggjorde i foråret, der viste, at reglerne for udbud af store offentlige og almene byggeprojekter er så komplicerede i Danmark, at der findes et milliardpotentiale i at forenkle området.
Store gevinster skal bare samles op
Det anslås ifølge Bygherreforeningen, at der kan spares helt op til seks procent af de samlede byggeomkostninger:
- Der er gevinster at hente for både offentlige og almene indkøbere af byggeri og anlæg - og for branchen generelt - ved at forenkle området. Særligt er det potentiale i at nedbringe antallet af udbud, der må gå om, så branchen kan bruge kræfterne på godt købmandskab, frem for at dække sig ind juridisk, noteres det i indbydelsen.
Indkøbsvolumen cirka 50 milliarder kroner årligt
Også andre faktorer spiller ind, og Bygherreforeningen vil sammen med Boligselskabet Sjælland sætte fokus på udbudsregler, der gør almene boliger dyrere end nødvendigt, og som kan lempes til gavn for både beboerne, byggeriets kvalitet, byggebranchen og samfundet helt generelt.
Bygherreforeningen er en uafhængig brancheorganisation, der omfatter 180 medlemmer, og lidt flere end halvdelen af foreningens medlemmer er reguleret af udbudsloven.
Det samlede årlige indkøbsvolumen for de regulerede medlemmer omfattet af udbudsloven er cirka 50 milliarder kroner.