Vil opføre 36 'skæve boliger' i hovedstadenOverborgmester Lars Weiss foreslår, at der skal tilknyttes en social vicevært til hjemløseboligerne, som både kan hjælpe beboere og sørge for god dialog med naboer. Foto: Københavns Kommune

Vil opføre 36 'skæve boliger' i hovedstaden

De 36 'skæve boliger' skal huse unge hjemløse og andre, der ikke lige passer ind i en almindelig etageejendom. Overborgmester Lars Weiss vil opføre 12 af boligerne ved Kofoeds Skole på Amager

I en storby som København er der mange udsatte, misbrugere og hjemløse. Og dem skal der være plads til. Der er også et særligt problem med mange unge hjemløse, blandt andet mange såkaldte sofa-sovere.

Det skal der gøres noget ved, mener Københavns overborgmester Lars Weiss. Derfor skal der opføres 36 'skæve' boliger rundt om i København, heraf 12 tilegnet unge hjemløse ved Kofoeds Skole på Amager.

- København skal være en by med plads til alle. Vi skal tage hånd om byens mest udsatte borgere, som har brug for ekstra hjælp – og derfor skal vi skabe boligtilbud, som passer til byens hjemløse, så de kan leve med eget tag over hovedet, siger overborgmester Lars Weiss.

De 12 nye boliger skal opføres på Jenagade 19-21, der ligger ved Kofoeds Skole.

Overborgmesteren vil finansiere boligerne i forbindelse med den såkaldte overførselssag, den 'lille budgetforhandling', der ligger i foråret 2021.

De samlede anlægsudgifter er 13,6 mio. kr., hvoraf KK 's anlægsudgifter er 4,1 mio. kr., statslig finansiering på 5,2 mio. kr. og realkreditlån på 4,0 mio. kr. Herudover skal der afsættes 0,3 mio. kr. årligt til en social vicevært og 2,8 mio. kr. til rehabiliteringsindsatsen til gruppen.

Der er i alt behov for 36 skæve boliger i København. De to andre grupper á 12 boliger er finansieret i tidligere budgetter og er planlagt til opførsel på Strødamvej og Scherfigsvej på Østerbro.

-los


4/12 2020