Vinteren tynger byggeriet

Det langstrakte vintervejr har ramt bygge- og anlægsbranchen med et midlertidigt tungsind. Det er kommet til udtryk ved den månedlige bedømmelse af konjunkturerne, der tog et dyk i februar og marts

Det langstrakte vintervejr har sat et vist præg på bygge- og anlægsbranchen. Den månedlige konjunkturbedømmelse tog et dyk i februar og marts. Men samlet set ser det alligevel lovende ud for 2018, mener Dansk Byggeri

- Foråret har svært ved at få fat i Danmark. Og vintervejret i februar og marts driller også bygge- og anlægsbranchens konjunkturindikator, som i marts dykkede til et nettotal på -2, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Nettotallet i Danmarks Statistiks fremkommer ved, at andelen af negative bedømmelser fratrækkes andelen af positive bedømmelser i meningsmålingen. Derved får man en nettoværdi.

- Det er især beskæftigelsesforventningerne, der trækker byggeriets konjunkturindikator opad, mens vurderingen af ordrebeholdningen er overraskende negativ, siger Bo Sandberg.

Hver fjerde byggevirksomhed mangler arbejdskraft
Ifølge Danmarks Statistik var der i marts 24 procent af byggevirksomhederne, der blev begrænset i produktionen på grund af mangel på arbejdskraft, mens der omvendt fortsat er 18 procent, der bremses af mangel på efterspørgsel. Helt ekstraordinært var der så også yderligere 19 procent af virksomhederne, der oplevede produktionsbegrænsninger på grund af vintervejret.

- I øjeblikket har arbejdskraftmanglen stabiliseret sig på det forholdsvis høje niveau omkring 25 procent. Og der er ingen grund til at tro, at udfordringen med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft er ved at gå væk af sig selv. Den er kommet for at blive, men det er også en mere positiv udfordring end hvis, der ikke var nok at lave, siger cheføkonom Bo Sandberg.

- Men det er en vigtig nuance i konjunkturvurderingen, at der stadig er 18 procent af virksomhederne, som kæmper med manglende efterspørgsel. Det er en påmindelse om, at der ikke er lige meget gang i byggekranerne i alle dele af landet, og at fx vejanlægsområdet godt kunne bruge lidt mere aktivitet i ordrebøgerne.

-jhn

27/3 2018