Alt for mange unge vender ryggen til byggeriet, fordi virkeligheden skræmmer dem væk, lyder det fra Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe

Hvem gider bygge Danmark, når kollegaen bliver snydt og kroppen smadres?

I denne udgave af Stafetten er det Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe, der appellerer mere til, at vi gøre mere for at tiltrække unge til byggeriet

I BygTek´s Staffetten deler væsentlige stemmer i byggebranchen deres perspektiv på, hvor branchen er på vej hen, hvor den bør rette sit fokus, hvor der er potentiale til forbedring, eller noget helt andet. Denne gang er det Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe:

Byggeriet er rygraden i Danmarks udvikling.
Det er her, vi lægger fundamentet for den grønne omstilling, energirenoverer vores boliger og bygger fremtidens skoler, sygehuse og infrastruktur. Men vi er ved at miste dem, der skal gøre arbejdet.

Det er ikke bare en følelse – det er et faktum. Danmark står til at mangle op mod 99.000 faglærte i 2030. I byggebranchen er manglen allerede tydelig. Og arbejdsgiverne råber op: Vi mangler hænder! Vi mangler unge! Vi mangler lærlinge! Men det, de sjældent siger højt, er: Hvorfor vil de unge ikke være med?

Det er ikke noget mysterium. Alt for mange unge vender ryggen til byggeriet, fordi virkeligheden skræmmer dem væk. De ser en branche, hvor man bliver kastet ud i tunge opgaver uden oplæring, hvor sikkerheden halter, og hvor man risikerer at blive nedslidt, før man fylder 60. Hvor kollegaen fra Polen eller Rumænien får langt lavere løn, og hvor arbejdsgiveren lukker øjnene, så længe opgaven bliver løst billigt.

Social dumping

Byggebranchen beskæftiger i dag omkring 35.000 udenlandske ansatte.
Mange af dem arbejder under forhold, der aldrig ville være accepteret af danske håndværkere.

Det er social dumping – og det rammer ikke kun dem, det går ud over. Det trækker hele branchen ned. Når virksomheder kan spare penge ved at underbetale udenlandske kollegaer, underminerer det både lønniveau, overenskomster og den faglige stolthed, som byggeriet burde hvile på.

Det handler ikke om nationalitet. Det handler om retfærdighed. Alle skal arbejde under ordentlige vilkår – uanset hvor de kommer fra. Men i dag er der for mange, der slipper for let uden om reglerne. Tilsynene er for få, konsekvenserne for milde, og kontrollen for sporadisk.

Og mens arbejdsgivere taler om manglen på faglærte, fortsætter mange af dem med at prioritere billig arbejdskraft frem for kvalificerede fagfolk.

Vi kan ikke forvente, at unge vælger en branche, hvor tillid og faglighed gang på gang bliver sat over styr. I 2023 faldt antallet af igangværende uddannelsesaftaler med over 800.

Det er ikke bare en tilfældighed – det er et symptom på en branche i ubalance. Det er en reaktion på historier om snyd med løn, livsfarlige arbejdsforhold og et arbejdsmiljø, hvor kroppen alt for ofte bliver slidt ned, før man når pensionsalderen.

Ny tilgang til arbejdsliv

Der bliver ofte talt om, at pensionsalderen stiger, og at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet.

Men for hvem er det realistisk? Hvordan skal man være stilladsarbejder, murer eller struktør til man er 70? Mange starter som 18-årige, og allerede i 50’erne begynder kroppen at sige fra. Når den fysiske virkelighed ikke stemmer overens med de politiske ambitioner, er det ikke arbejderen, der skal ændre sig – det er rammerne.

Vi har derfor brug for en grundlæggende ny tilgang til arbejdsliv og uddannelse i byggeriet. Vi skal gøre op med idéen om, at det kun handler om at ‘skaffe flere hænder’. Vi har ikke brug for hænder – vi har brug for faglighed, ansvar og respekt. Og det starter med arbejdsgiverne.

De må tage ansvar. Ikke bare for bundlinjen, men for at sikre ordentlige forhold, reelle læringsmiljøer og et arbejdsliv, man kan holde til.

Det kræver, at oplæring bliver taget alvorligt. At der bliver sat tid og ressourcer af til at klæde lærlinge ordentligt på – både fagligt og menneskeligt.

Det kræver, at vi prioriterer arbejdsmiljø højt – ikke bare for at undgå ulykker, men for at sikre et bæredygtigt arbejdsliv. Og det kræver, at vi slår hårdt ned på de virksomheder, der spekulerer i at underbetale ansatte eller ignorere overenskomster.

Kontrol med arbejdsmarkeds-kriminelle

Politisk er der også behov for handling.
Vi skal styrke myndighedernes kontrol med arbejdsmarkedskriminalitet. Vi skal sikre, at de, der udnytter de udenlandske kollegaer, mærker konsekvenser.

Og vi skal investere langt mere i erhvervsuddannelserne – ikke kun i bygninger og udstyr, men i mennesker. I underviserne. I mentorer. I tid og kvalitet.

Lad os også være ærlige: Meget af det her handler om status. Vi har som samfund alt for længe talt håndværket ned. Talt universitetet op. Men uden mureren bliver der ikke noget universitet at gå i. Uden tagdækkeren kommer der ikke tag på.

Uden struktøren bliver der ingen metro. Vi skal vise unge, at man som faglært bygger noget vigtigt – både bogstaveligt og samfundsmæssigt.

Tillid, faglighed og ordentlighed skal være pejlemærkerne. Det er det, der skal til for at tiltrække næste generation til byggeriet. Ikke flere kampagner. Ikke flere midlertidige lappeløsninger. Men en grundlæggende kulturændring.

Hvis arbejdsgivere og politikere virkelig vil sikre fremtidens byggeri, så er det her, de skal starte.
For lige nu er der mange, der spørger: Hvem gider bygge Danmark?
Svaret er enkelt: Det gør vi. Men kun, hvis forholdene er til at holde ud.

3F´s Byggegruppe giver Stafetten videre til Dansk Håndværk.

-kis