Ingen krise her: Vindues- og facadeproducent drukner i arbejde og søger medarbejdere
Målrettet fokus på specialløsninger og udvikling af nye produkter skaber vækst og arbejdspladser hos Krone Vinduer. Staben er vokset med omkring 20 medarbejdere i 2022, og virksomheden leder lige nu efter flere timelønnede til produktionen
Nichefokus, fleksibilitet og produktudvikling. Det er ifølge direktør Kaj Bundgaard en stor del af forklaringen på, hvorfor Krone Vinduer lige nu har mere travlt end nogensinde og styrer mod omsætningsrekord for andet år i træk.
Virksomheden med domicil i Harken ved Hjørring har gjort det til sit særkende at skabe alle mulige – og nogle gange også tæt på umulige – facadeløsninger til ekstraordinære byggerier i ind- og udland. Senest blandt andet til Aarhus’ nye ’klokketårn’, Kampanilen, der er tegnet af BIG, og den nye Hvinningdal Kirke i Silkeborg, der er tegnet af Friis & Moltke.
- Mange arkitekter har fundet ud af, at vi meget sjældent siger nej til en udfordring, og at vi gerne vil gå de ekstra skridt sammen med dem for at skabe noget ekstraordinært. At vi hos Krone Vinduer tilpasser vores løsninger til projektet – og ikke omvendt. Derfor oplever vi i stigende grad, at arkitekterne kommer til os, siger Kaj Bundgaard om baggrunden for Krone Vinduers fremgang.
Hertil kommer et målrettet fokus på innovation og produktudvikling. De seneste år har Krone Vinduer udvidet sortimentet med både ventilerende vinduer, trefløjede skydedøre og certificerede brandelementer. Det er produkter, som alle bidrager til den høje aktivitet på fabrikkerne i Harken og Aabybro.
Mindre påvirket af afmatning i byggeriet
Den positive udvikling skaber masser af lokale arbejdspladser. I løbet af de sidste tre år er medarbejderstaben hos Krone Vinduer vokset med 40 % og overstiger nu 190. Alene i 2022 har virksomheden udvidet med omkring 20 ansatte og søger lige nu yderligere fem timelønnede til den travle produktion.
Dermed mærker Krone Vinduer endnu ikke ret meget til den begyndende afmatning i byggeriet – ifølge Kaj Bundgaard fordi virksomhedens primære kunder ikke er så følsomme over for udsving i konjunkturerne. Men han og kollegaerne er opmærksomme på signalerne i markedet og har allerede taget bestik af situationen blandt andet i form af et øget fokus på opsøgende salg.
- Som mange andre i vores branche har vi nydt godt af det høje aktivitetsniveau i byggeriet. Derfor er vi også forberedte på, at det vil påvirke os, når investeringerne i byggeriet falder. Jeg forventer dog samtidig, at vi på grund af vores position i markedet fortsat vil opleve en god efterspørgsel. Men ordrerne kommer ikke af sig selv – det bliver hårdt arbejde, understreger Kaj Bundgaard.
Krone Vinduer forventer for 2022 en omsætning, der er 10-15 % højere end rekordåret 2021. Økonomisk har 2022 været påvirket af stigende omkostninger til blandt andet råvarer, energi og logistik. Derfor er forventningen et resultat på niveau med seneste regnskabsår, der gav et overskud på 9 mio. kr. før skat.
-dc