Aktuelle nyheder - Døre & vinduer

NorDan Gruppen opkøber STM Vinduer

NorDan Gruppen opkøber STM Vinduer

Det norske dør- og vindueskoncern NorDan Gruppen overtager 70 % af aktiekapitalen i den danske vinduesproducent STM Vinduer

Del artiklen på

Aftalen træder i kraft d. 17. januar 2020, og NorDan Gruppen etablerer sig således i Danmark - næsten 95 år efter at NorDans grundlægger flyttede fra Danmark til Norge og etablerede vindues- & dørkoncernen med hovedsæde på Moi mellem Stavanger og Kristiansand i Norge.

Aftalen mellem NorDan Gruppen og STM Vinduer indebærer, at de resterende 30 % af aktiekapitalen fortsat ejes af Henrik Eriksen, Jesper Eriksen og Charlotte Eriksen, som alle er børn af den oprindelige stifter Henning Eriksen, der startede virksomheden i 1972.

Koncernchef Tore Rasmussen fra NorDan Gruppen siger:

- NorDan har en stærk position i Norge, Sverige, Storbritannien og Irland, men Danmark har indtil nu været en hvid plet på kortet. NorDan er en forkortelse for 'Norge Danmark', og baggrunden for navnet er, at grundlæggeren Johannes Rasmussen var dansker. Jeg er derfor meget tilfreds med, at cirklen nu bliver sluttet, og at NorDan endelig etablerer sig i Danmark.

Han tilføjer:

- NorDan ejes af familien Rasmussen, og i familieselskabet STM Vinduer har vi et godt match, idet vi har samme ejerledede kultur og grundliggende værdier. Sammen har vi derfor en klar ambition om at være en vigtig samarbejdspartner for vore kunder og en stærk aktør på det danske marked.

Adm. direktør Finn Methmann i STM Vinduer siger:

- Jeg er stolt over, at NorDan Gruppen valgte at gå i dialog med STM Vinduer i Danmark. Jeg ser det absolut som en blåstempling af det, vi står for i STM Vinduer. NorDan Gruppen er en meget professionel drevet koncern med store faglige kompetencer og en virksomhedskultur, som vi i STM Vinduer vil passe godt ind i. Jeg ser meget frem til samarbejdet, der vil styrke STM Vinduer både nationalt og internationalt.

NorDan Gruppen har langsigtede perspektiver for virksomheden på Langeland, og de har derfor ikke kun købt aktiemajoriteten i STM Vinduer, men også den 16.000 m2 moderne fabriksbygning. Ifølge de to chefer ændrer overtagelsen ikke ved salgsstrategien for STM Vinduer, der fortsat vil afsætte sine produkter i et tæt samarbejde med De Danske Byggecentre.

-kj

Læs mere om Døre & vinduer

21/1 2020