Aktuelle nyheder om byggebranchen - El & Belysning

Elinstallatør satser på intelligent byggeri32-årige Thomas Birch er ansat som projektleder i BMS-afdelingen hos Høyrup & Clemmensen.

Elinstallatør satser på intelligent byggeri

Energioptimering og intelligente elinstallationer forbedrer bygningers energiforbrug og miljøregnskab, og det er mange bygherrer ved at finde ud af, vurderer Høyrup & Clemmensen

Del artiklen på
Den københavnske elinstallatør Høyrup & Clemmensen udvider staben i BMS-afdelingen med ansættelsen af projektleder Thomas Birch og ruster sig til nye opgaver på området for intelligente bygninger.

Thomas Birch har et stort kendskab til Høyrup & Clemmensen, da han for over 10 år siden var ansat som elektriker. I dag har Thomas føjet både en installatøruddannelse og et diplom fra HD1 til CV’et. Thomas Birch kommer med erfaring som projekt- og entrepriseleder fra bl.a. Moe A/S og Hoffmann A/S.

Fremover vil Thomas Birch fungere som projektleder i afdelingen for Building Management System hos Høyrup & Clemmensen, der allerede tæller store kunder indenfor både det offentlige og det private erhvervsliv, herunder Region Hovedstaden og Schneider Electric.

Bygherrer viser interesse
Thomas Birch ser frem til at være med til at udvikle BMS-afdelingen. Markedet udvikler sig hele tiden og har høje adgangsbarrierer. Det gør arbejdet enormt spændende, mener han:

- Høyrup & Clemmensen tiltalte mig allerede, da jeg arbejdede her som elektriker. Størstedelen af mine kolleger har mange års ansættelse bag sig, og det vidner om en arbejdsplads, hvor der er plads til at udvikle medarbejderne. Jeg valgte at tage en HD1 for at give mig yderligere kompetencer inden for projektstyring, og det kunne Høyrup & Clemmensen se værdien i, siger Thomas Birch.

Høyrup & Clemmensens BMS-afdeling står foran flere store opgaver. Energioptimering og intelligente elinstallationer forbedrer bygningers energiforbrug og miljøregnskab, og det er mange bygherrer ved at finde ud af.

Bygninger i drift
Høyrup & Clemmensen har stor erfaring med at gennemføre renoveringsprojekter på bygninger, hvor driften fortsætter under renoveringen. Det tiltaler den 32-årige projektleder, der med glæde ser frem til de udfordringer, som renoveringer af bygninger i drift bringer med sig.

- Jeg har flere gange været med til at energirenovere indkøbscentre. Fælles for de opgaver var, at vores arbejde ikke måtte genere hverken kunder eller ansatte. Det er Høyrup & Clemmensen rigtig gode til, og det bliver en central udfordring i afdelingens kommende opgaver, fortæller Thomas Birch.

Høyrup & Clemmensen beskæftiger over 100 ansatte og har hovedkvarter i Københavns Sydhavn. Virksomheden har udført mange store entrepriser for deres kunder i København. Derudover har Høyrup & Clemmensen fast serviceaftale om vedligeholdelse med mange andre store kunder, f.eks. Københavns Lufthavne, Region Hovedstadens hospitaler og Serum Instituttet.

-cmn


Læs mere om El & Belysning

17/8 2016