Energistyrelsen gør solceller dyrere
Ifølge installatørerne i Tekniq vil en ændring af BoligJobordningen indebære, at et gennemsnitligt solcelleanlæg til privat brug bliver omtrent 5.000 kr. dyrere
Når danskere senere på ugen vil søge om støtte til solceller under den seneste pulje, skal de samtidig love, at de ikke vil bruge deres boligjobfradrag til deres energirigtige løsning.
Det er ifølge installatørerne i Teknik den direkte konsekvens af, at Energistyrelsen trods politiske løfter om det modsatte har forringet BoligJobordningen i forbindelse med netop solcelleanlæg.
Ændringen indebærer ifølge Tekniq, at et gennemsnitligt solcelleanlæg til privat brug bliver omtrent 5.000 kr. dyrere.
- Da Folketinget i sommer genindførte BoligJobordningen, blev det tilkendegivet, at der i 2015 var tale om en uændret genindførelse af ordningen, og SKAT informerede da også om, at det var muligt at få fradrag efter BoligJobordningen til opsætning af solceller. Alligevel har Energistyrelsen nu meddelt, at der ikke gives solcellestøtte, hvis boligejerne samtidig anvender BoligJobordningen, siger underdirektør i Tekniq, Simon O. Rasmussen
Ifølge Tekniq er indgrebet blot meddelt i bekendtgørelsen om ordningen, men har ikke været en del af høringer forud.
– Det er i strid med tidligere tilkendegivelser, at man nu skærer i støtten til solceller. Det er et skridt i den forkerte retning og det har allerede fået flere udbydere til at trække deres kampagner for solceller tilbage, siger Simon O. Rasmussen.
-cmn