Ti projekter skal udvikle solceller i bygningerGaia Solar: Bygningsintegrerede solceller på Skive Rådhus

Ti projekter skal udvikle solceller i bygninger

EUDP investerer 19,4 mio. kr. til udvikling af nye bygningsintegrerede solceller

Virksomheder og videninstitutioner i 10 forskellige projekter skal nu udvikle og demonstrere nye løsninger på integration af solceller. Det sker med udgangspunkt i EUDP's særprogram, der skal bidrage til et energisystem uden fossil energi og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Tre-årige projekter
Programmet blev lanceret i foråret 2013 med en workshop for 45 eksperter fra rådgivende arkitekt- og ingeniørfirmaer, tag- og facademodul virksomheder, solcellefabrikanter, brancheorganisationer, kommuner m.fl.

På baggrund af en kortlægning af de eksisterende BIPV-løsninger, blev behovet for nye løsninger fastlagt i to spor, henholdsvis arkitektoniske løsninger til renoveringer og præfabrikerede modulløsninger til tag og facader i nybyggeriet. 

Projekterne igangsættes i de kommende måneder, og hovedparten forventes afsluttet i løbet af tre år.

Politisk ønske
Baggrunden for særprogrammet er regeringens aftale med Enhedslisten ved årsskiftet 2012/13 om anvendelsen af 20 mio. kr. til udvikling og demonstration af bygningsintegrerede solcelleløsninger, der udmøntes af Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrations Program (EUDP).

Formålet med programmet er dels at udvikle løsninger, hvor solcellerne integreres arkitektonisk i tag og facader, dels at udvikle præfabrikerede, billigere løsninger, hvor omkostningerne til montage mindskes.

- jhn

Se de ti projekter her: http://www.ens.dk/info/nyheder/nyhedsarkiv/eudp-investerer-194-mio-kr-udvikling-nye-bygningsintegrerede-solceller

12/11 2013