22 lifte i fuld højde
Imponerende syn, da kranfirmaet, BMS sendte Europas største flåde af lastbillifte på motorvejen og sluttede af med fælles rejsning af alle 22 lifte
En smule storm kunne fredag, ikke forhindre Europas største flåde af lastbillifte i at bevæge sig op af den jyske motorvej E45 fra Aarhus over Aalborg og videre af E39 mod Hirtshals, som planlagt.Begivenheden fandt sted som led i optagelsen af en reklamefilm til det europæiske marked for Danmarks største kranvirksomhed, BMS A/S.
Fire timer i kortege
Til tiden, da det var blevet dagslys (fredag), afgik BMS’ over syv kilometer lange kortege - efter godkendelse fra færdselspolitiet forstås - mod nord i forsvarligt tempo. Og fire timer senere kunne kortegen af de gigantiske køretøjer med en kampvægt på op til 60 tons pr. stk. parkere og slukke deres store dieselmotorer.
Det skete, efter at filmholdet trods det stride stormende kuling garneret med lejlighedsvis slagregn havde fået deres optagelser i kassen af den rullende BMS-kortege. Den rummede bl.a. fire spritnye eksemplarer af verdens absolut største lastbillift af mærket Wumag, der med udstrakt lift kan nå en arbejdshøjde på 103 meter eller over 30 etager, for de op til seks håndværkere, der samtidig kan arbejde fra den løftede platform.
- Meget autentiske optagelser vil jeg tro. For sådanne vejrforhold må en virksomhed som vores naturligvis også hele tiden tage hensyn til, lød det tørt fra divisionsdirektør Ib Steffensen for BMS’ lastbilliftdivision efter den afsluttede kørsel, som han selv ledede.
Var ikke til at overse
Dagens kortege-event i inderste motorvejsspor var svær at overse men ikke at overhale for den øvrige trafik. Optagelserne af kortegen bliver en del af en fint sammenklippet reklamefilmproduktion, som BMS om et par uger vil lade indgå i en større lancering af sin lastbilliftdivision på det europæiske marked for de højeste løft.
Et marked, som man satser på med tiden at komme til at dominere med sit nye banebrydende totalløsningskoncept, der bl.a. indeholder en ny 24 timers service overfor kunderne, uanset hvorfra i Europa de bestiller en BMS-lastbillift.
Klarer store udfordringer
Disse lifte yder særligt deres værd i.f.m. de helt store mobile, manuelle arbejdsopgaver f.eks. højt på brofag, under fjeldsikring (hvor net bores ind i bjergsiden til at forhindre klippeskred) på kraftvarmeværker og vindmøller samt ved arbejde på off-shoreindustriens gigantiske platforme, før de sendes til havs m.m.m.. F.eks. er det også BMS, der i disse måneder løfter telespecialister op i 3800 mobilmaster herhjemme, så der overalt kan skiftes mobilsendeudstyr for de danske mobilteleselskaber. Kunderne er udenlandske teleoperatører fra så forskellige lande, som Kina, Rusland og Portugal.
Liftrejsning udsat til lørdag
Mens dagens stormvejr som nævnt ikke forhindrede den tunge kortegekørsel på motorvejen, så besluttede BMS-ledelsen til gengæld at udsætte den planlagte efterfølgende rejsning af lastliftene, som også skal indgå i filmen, et døgn til lørdag.
-jhn
Fakta
BMS-koncernens samlede virksomhed, har oplevet solid fremgang de seneste år og beskæftiger i dag over 650 medarbejdere og 375 køretøjer i alle størrelser. Koncernen omsatte i 2014 for ca. 1 mia. kr.