Chef i NCC Roads modtager kongelige belønningsmedalje
Udviklingschef Ole-Jan Nielsen modtager den 10. april 2014 den kongelige belønningsmedalje med krone efter mere end 40 år i NCC Roads
Udviklingschef Ole-Jan Nielsen modtager den 10. april 2014 den kongelige belønningsmedalje med krone efter mere end 40 år i NCC Roads.
Han startede som ung bygningsingeniør i Produktteknisk afdeling i Superfos Construction i Brande. Men den unge ingeniør havde ambitioner og avancerede hurtigt til laboratoriechef og senere afdelingschef. I 1999 blev virksomheden en del af NCC-koncernen, og i 2004 blev Ole-Jan Nielsen udviklingschef med ansvar for udvikling og marked i virksomheden.
Ole-Jan Nielsen har bl.a. været initiativtager til udvikling af funktions- og partneringskontrakter, der siden år 2000 har været med til at få kommunernes vejbudget til at række længere. Endvidere har Ole-Jan Nielsen stået i spidsen for flere udviklingsprojekter i NCC Roads, bl.a. ABB asfalt, som er et sporkøringsresistent asfaltmateriale samt udvikling af asfalt med lav rullemodstand.
Ole-Jan Nielsen kunne den 1. januar 2014 fejre sit 40 års jubilæum i NCC Roads og har nu valgt at træde tilbage for at gå på pension. Fremover vil Ole-Jan Nielsen dog også være tilknyttet NCC Roads som konsulent.
- kj