Få styr på aftalerne – og tjen penge
Nyt system skal hjælpe håndværkere med at holde styr på arbejdet og undgå at tabe penge på kunderne.
Alle håndværkere har oplevet dårlige betalere og tab på kunder. Særligt i kølvandet på finanskrisen kommer mange mindre håndværksvirksomheder ud for dårlige betalere og for tilgodehavender, de ikke kan få ud af kunderne.Lars Draslov og Frederik Helder, der er indehavere af Tømrerfirmaet Draslov ApS i Karlslunde syd for København, er nogle af dem, der har mærket problemet. Både med dårlige betalere og ofte også med, at der opstår uenighed om det aftalte arbejde.
- I tidens løb har vi afskrevet virkelig mange penge. Tit har vi været nødt til at slå en flig af regningen, fordi der er opstået uenighed mellem os og kunden, siger Lars Draslov.
- Vi har ofte været ude for, at vi har lavet en mundtlig aftale med en kunde, som så bliver overrasket over, at vi kræver mere for ekstraarbejde. Eller vi skal diskutere med dem, om vi sagde 2500 eller 3000 kr. for at lave vinduerne. Så det er vigtigt at have godt styr på aftalerne, fortsætter Lars Draslov.
Alt på skrift
Derfor har tømrerfirmaet fra Karlslunde taget et nyt system til sig, som betyder, at både håndværkere og kunder med få klik kan gå på nettet og opdatere aftaler og dermed holde overblik over det arbejde og den betaling, der er aftalt.
- Nu har vi alt på skrift. Vores grundlag for at give nedslag nu er minimalt, fordi vi har alt skrevet ned, fortæller Frederik Helder.
Systemet er udviklet af Dansk Handelsgaranti, hvor medejer Emil Løvendahl selv har drevet egen VVS-virksomhed med nogle få ansatte. Han har oplevet at miste sekscifrede beløb på kunder, der ikke kan eller vil betale.
- Tilliden mellem forbrugere og håndværkere er dalende. Dette system sikrer begge parter bedre, både håndværker og kunde, siger Emil Løvendahl.
Det fik Emil Løvendahl og hans samarbejdspartnere til at udvikle et it-system, hvor både håndværkere og kunder med få klik kan logge sig ind og få overblik over, hvad der præcis er aftalt, hvilke ekstraarbejder der er kommet til og hvornår arbejdet skal være færdigt.
Og som alternativ til en bankgaranti er der mulighed for at bede kunden deponere det aftalte beløb helt eller delvist på en sikret konto i Danske Bank.
- Men det er ikke så udbredt endnu. Det kræver en ændring i kulturen, men det skal nok komme, mener Carsten Skov, medstifter af Dansk Handelsgaranti.
Han og Emil Løvendahl har brugt over et år på at få udviklet et system, der er sikret mod såvel underslæb som hackere, og som er omfattet af samme sikkerhed, som man kender fra advokater og deres klientkonti.
Vær professionel
I Dansk Håndværk har direktør Erik Møbius endnu ikke kendskab til det nye system.
- Men alt, hvad der kan bedre hverdagen for små og mellemstore virksomheder, byder vi velkommen, siger han.
Problemet med de dårlige betalere er udbredt og er blevet værre i forbindelse med finanskrisen. En undersøgelse, som revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte foretog sidste år blandt vvs- og el-installatører, viste, at det efter finanskrisen er blevet vanskeligere for virksomhederne at hente deres udeståender hjem fra kunderne. I 2012 havde alene installationsbranchen samlede udeståender hos kunderne på mere end syv milliarder kr., viser analysen. Deloitte understreger i undersøgelsen, at disse udeståender udgør en risiko for virksomhederne.
Samme billede tegner sig generelt i bygge- og anlægsbranchen, hvor virksomhederne mærker, at kunderne har sværere ved at få pungen op af lommen. I en analyse fra oktober 2013 konstaterede Dansk Byggeri, at tre ud af fire virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har private kunder, der ikke overholder betalingsfristen.
- Men håndværkeren har også selv en mulighed for at gøre noget ved det. Han skal droppe sin cowboy-mentalitet, hvor han rykker ud med det samme uden at have garderet sig og have aftalerne på plads. Han skal i det hele taget fremstå som en mere professionel leverandør, siger Carsten Skov fra Dansk Handelsgaranti.
- mir