Moduler giver permanente bygninger grønne baghjul

Moduler giver permanente bygninger grønne baghjul

Temporent investerer i en række energioptimerende løsninger for at imødekomme den stigende efterspørgsel på midlertidige miljøvenlige lokaler

Hos Temporent, der er specialiseret i levering af modulopbyggede, indflytningsklare lejelokaler til private virksomheder, kontorer, skoler og børnehaver, har man for længst mærket en voksende efterspørgsel på miljøvenlige moduler. Derfor har man taget konsekvensen og investeret i en række løsninger, der kan imødekomme det voksende behov.

- En vigtig hjørnesten i vores moduler er netop de mange funktioner, der nedsætter energibehovet. Det gælder bl.a. varmeindvinding, tidsstyret ventilering, bevægelsesstyret belysning, individuel varmeregulering samt temperatursænkning om natten, i weekender og på lukkedage. Desuden er modulerne udstyret med en solid klimaskal, der sikrer en god isolering i vægge, gulv og tag. Faktisk er vores mest bæredygtige modulserie så miljøvenlig, at den efterlever de samme krav som de permanente bygninger, der er certificerede iht. DGNB-ordningen, fortæller direktør Claus Weppler, Temporent.

Skræddersyet til energibehov
Moduludlejeren, der har været miljøcertificeret iht. ISO 14001 siden 1999, arbejder således aktivt for at nedsætte lokalernes miljøpåvirkning gennem hele deres livscyklus, lige fra udviklingen af nye eller eksisterende modulsystemer til håndteringen af moduler og tilbehør i forbindelse med igangværende projekter. Det sker f.eks. gennem materiale- og leverandørvalg, ressourceforbrug, energi- og vandforbrug samt affaldshåndtering.

- Op til halvdelen af den gennemsnitlige skoles energiforbrug stammer fra ejendommens drift. Derfor oplever vi fra både bygherrer, facilitetschefer, arkitekter mv. et voksende fokus på de økonomiske og miljømæssige fordele, der kan hentes i midlertidige bygninger, som er skræddersyet til at optimere den enkelte arbejdsplads’ eller institutions energianvendelse, forklarer Claus Weppler.   

Pumper reducerer regningen
Ifølge Claus Weppler afhænger et moduls energibehov ikke af, hvordan det opvarmes. Det, der spiller en rolle ud fra et miljøperspektiv, er, hvordan denne energi produceres. Derfor tilbyder Temporent muligheden for at tegne et abonnement på el, der produceres udelukkende med dokumenteret vedvarende energi.

- Ved at lade kontormodulerne blive opvarmet med varmepumper opnår kunden en væsentlig reduktion af varmeregningen – noget, som man især har fået øjnene op for i Sverige, hvor vi har mange energioptimerende modulbygninger i spil, som holder energibehovet på et minimum takket være varmepumper, uddyber han.

Kvoter sikrer transport
Moduludlejerens arbejde for at implementere miljøhensyn gennem modulernes komplette livscyklus indebærer bl.a. fokus på at nedbringe miljøbelastningen i forbindelse med transporter. Derfor besluttede man i 2011 at købe CO2-kvoter for at kompensere for samtlige af modultransporternes CO2-udslip inden for EU.

- Ved at købe CO2-kvoter bidrager vi til at mindske det samlede udslip, samtidig med at vi støtter Naturfredningsforeningens klimaarbejde med 150 kr. pr. ton CO2. Vores modultransporter udgjorde samlet set ca. 129 tons CO2 i 2013. Vi har ligeledes store påvirkningsmuligheder i forbindelse med både produktion og håndtering af modulerne. Vores leverandør Flexator, som fremstiller vores moduler, blev således miljøcertificeret i 1999, og vi arbejder i stigende grad på at nedbringe modulernes miljøpåvirkning i driftstiden, siger Claus Weppler.

- kj

17/6 2014