Rop satser på forsyningsopgaver med nye Komatsu-maskiner For bæltegraveren Komatsu PC228USLC-11 handler hverdagen hos Rop mest om klassiske graveopgaver. Den har blandt andet været på projekter for Vejdirektoratet på Falster og Sydsjælland. Foto: Rop.

Rop satser på forsyningsopgaver med nye Komatsu-maskiner

Entreprenørvirksomheden fra Herlufmagle styrker indsatsen inden for kloak- og vandprojekter med investering i både hjul- og bæltegravemaskiner

Når en entreprenørvirksomhed vælger at udvide forretningen til nye områder, kræver det både mod, erfaring og det rette materiel.  

Hos Rop i Herlufmagle har entreprenør René Ølsegaard Pedersen valgt at satse målrettet på forsyningsbranchen – og det har betydet investering i to nye Komatsu-gravemaskiner. 

Virksomheden, der i år kan fejre 25-års jubilæum, har gennem årene bygget sin forretning op på klassiske entreprenøropgaver. Men ønsket om at få større fodfæste inden for kloak- og vandprojekter har fået Rop til at tænke nyt. 

- Vi gik på indkøb hos Komatsu-importøren Scantruck A/S og købte to nye gravemaskiner. En på hjul og en på bælter. 

- Hjulgraveren afløste en tilsvarende maskine af andet mærke. Hjulmaskinerne er afgørende for at byde ind på kloak- og vandprojekterne, som ofte kræver kort, men hurtig kørsel – typisk i byområder, fortæller René Ølsegaard Pedersen. 

Han peger på, at virksomhedens nye Komatsu PW158-11 hurtigt har fået en central rolle i driften. 

- Virkeligheden er blevet, at hjulgraveren med en Western Diamond-vogn stort set kører på fuld tid for den samme kunde, nemlig Næstved Forsyning. Når den ene opgave er løst, venter den næste, siger han. 

Den anden nye maskine er en 27 ton Komatsu PC228USLC-11, som især anvendes til mere traditionelle graveopgaver.  

Blandt andet har maskinen været i arbejde ved Eskilstrup på Falster, hvor ROP har udført et projekt for Vejdirektoratet med ombygning af et vejkryds. 

For entreprenørfirmaet var det første gang, der blev investeret i Komatsu-maskiner, og beslutningen blev truffet efter grundige overvejelser. 

- Vi fik et supergodt samarbejde med Scantruck, hvor salgskonsulent Anders Knudsen hjalp med at konfigurere maskinerne, så de blev præcis, som vi ønskede. 

- Samtidig betyder driftsøkonomien meget, når man investerer i store entreprenørmaskiner. Det har vist sig, at vi sparer omkring 20 % i forhold til de tidligere maskiner, vi havde, siger René Ølsegaard Pedersen. 

Maskinførerne Anders Hansen og Martin Saxe har været tæt involveret i valget af de nye maskiner og fremhæver især komforten i kabinerne som et plus i hverdagen. 

Hos Rop vægter man også hurtig service højt, når maskinerne skal holdes kørende. 

- Det betyder meget for os, at Scantruck har mange servicevogne på vejene. Uanset hvilke maskiner, man kører med, kan der opstå behov for assistance, og her kommer deres montører hurtigt frem, siger René Ølsegaard Pedersen. 

Begge maskiner blev leveret med omfattende ekstraudstyr, blandt andet engcon DC2 proportionalt styresystem, ekstra arbejdslys og blitz. Hjulgraveren PW158-11 er desuden koblet sammen med en Western Diamond entreprenørvogn, som følger maskinen fast i det daglige arbejde. 

-kis 

7/7 2026