Grøn, urban pris uddeles for første gang
Worldwatch Intitute Europe uddeler en ny pris til de bedste eksempler på bynatur i Danmark. Målet er at lære danskerne om biodiversitet og skabe mere natur i byerne
Der findes mange kreative ideer til at gøre byerne grønnere og bringe naturen tilbage til byen – fra urbane haver til tagfarme og grønne gavle. Worldwatch Institute Europe sætter fokus på bynaturen ved at uddele en pris til de bedste urbane initiativer – den årlige Urban Biodiversity in Action pris (URBIA).- Med URBIA-prisen ønsker vi at skabe debat om byernes grønne fremtid. Prisen uddeles til de bedste initiativer og projekter, der har til formål at fremme urban biodiversitet. Det kan være urbane haver, grønne tage, regnvandsbede, bylandbrug osv. Vi fokuserer på initiativer, der er lokalt forankrede, praktiske, giver resultater og kan inspirere andre, siger Bo Normander, leder af tænketanken Worldwatch Institute’s europæiske kontor i København.
Han suppleres af Elena Bulmer, der er projektleder for URBIA-projektet:
- Urban biodiversitet er byens mangfoldige natur. Ikke bare en grøn græsplæne men også rigdommen af arter, den naturlige vegetation og variationen af det grønne i byrummet, siger hun.
Ni projekter
Prisen uddeles for første gang i aften, tirsdag d. 9. juni 2015 ved et arrangement i Dome of Visions, Søren Kierkegaards Plads, København, hvor der mellem kl. 17 og 20 vil være taler, live performances, uddeling af URBIA priserne og meget mere. Priserne uddeles kl. 18:45.
Ni projekter er nomineret til at modtage URBIA-Prisen 2015. Der findes tre kategorier, og vinderen af hver kategori vil modtage et diplom og en pris på kr. 5000.
Et bredt sammensat ekspertpanel vil udpege de endelige vindere.
De nominerede er:
Bevaring af Biodiversitet
Tippen – grønt område på opfyldt jord i Københavns Sydhavn
Vild Med Vilje – vilde urbane haver flere steder i landet
Christianias Frie Natur – natur- og fællesskabsområde i København
Lokal Forankring og Engagement
Byhaven 2200 – urban fælleshave på Nørrebro, København
Odense Byhaver – urbane haver i Odense
Blomstrende By – grønne vejsider og blomsterbede på Vesterbro, København
Grøn Innovation
Urban Green – biotoper med vilde danske planter flere steder i landet
Bølgemarken – lokalt urbant havbrug i Københavns havn
ØsterGro – taglandbrug på Østerbro, København
-los
Hvorfor biodiversitet?
Ifølge danske forskere har biodiversiteten – den biologiske mangfoldighed – været faldende i Danmark igennem flere årtier pga. en lang række belastninger, fra intensivt landbrug til byudvikling og luftforurening. Mange dele af Danmark er dækket med byområder og landbrugsjord, så der kun er begrænset plads til naturen.
Der er et stort behov for at vende tilbagegangen i naturen, og Danmark har tilsluttet sig FN’s målsætning om at standse tabet af biodiversitet inden 2020.
Da byerne fylder mere og mere i landskabet og de fleste danskere bor i byerne, er biodiversitet i bebyggede områder blevet topprioritet. Det understreger behovet for initiativer, der kan gøre livet i byerne mere bæredygtigt og behovet for at øge forståelsen af biodiversitet i almindelighed.
Derfor vil URBIA-projektet sætte fokus på bynaturen og biodiversitet gennem en effektiv oplysningskampagne og lanceringen af en pris – URBIA-prisen – for at gøre danskerne opmærksomme på betydningen af byernes natur og biodiversiteten i almindelighed.