Malermestre bakker op om id-kort krav på byggepladserFormand for Danske Malermestre Per Vangekjær

Malermestre bakker op om id-kort krav på byggepladser

Siden 2020 har Skattestyrelsen ifølge Danske Malermestre afsluttet knap 8.000 sager om mulig social dumping. Bygge- og anlægsbranchen tegnede sig alene for flere end 2.000 sager

Af Dan Bjerring

Bygge- og anlægsbranchen er hårdt ramt af sager om social dumping. Siden 2020 har Skattestyrelsen ifølge Danske Malermestre afsluttet knap 8.000 sager om mulig social dumping, og i flere end 3.700 af sagerne blev der konstateret fejl og snyd med afregning af skat og moms.

Bygge- og anlægsbranchen tegnede sig alene for mere end 2.000 sager.

Danske Malermestre var derfor glade for, at den daværende SVM-regering i februar var parate med et lovforslag om et id-kort på byggepladser, og samme ønske ligger i det nye regeringsgrundlag ved større byggerier ligesom den overenskomstbaserede certificering for udenlandske virksomheder bliver gennemført.

Social dumping er et kæmpe problem

Id-kortet har længe været en af malermestrenes mærkesager, da det ”vil fremme en fair konkurrence i byggeriet og forhindre snyd og social dumping”:

- Skattestyrelsen tal viser jo helt tydeligt, at der er et kæmpe problem, sagde Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, i sin mundtlige beretning på generalforsamlingen.

Han roste også regeringen for at ville også sætte ind mod det vildt voksende bureaukrati:

- Regeringen erklærer krig mod bureaukrati. Der er sat et ambitiøst mål om at reducere mængden af byrder med en fjerdedel – 25 procent – frem mod år 2035. Vi vil komme med indspark til, hvad vi slås med i hverdagen og gerne vil have fjernet eller forenklet, sagde formanden videre.

Tjener mere på renovering end nybyggeri

Også regeringens planer om, at mere byggeri skal renoveres og mindre skal rives ned, blev der taget godt imod:

- Regeringen vil indføre en afgift på nedrivning. Det skal være dyrere at rive ned, meget mere byggeri skal renoveres og transformeres. Som fag skal vi være rigtig glade for det forslag; der er nemlig meget mere arbejde for os i renoveringer, end der reelt er i nybyggeri. Det er i øvrigt en dagsorden, vi skal understøtte. Der er en højere indtjening for maleren ved vedligehold end ved nybyggeri – og så får vi også i højere grad mulighed for at yde rådgivning om holdbare og sunde materialevalg, sagde formanden.


7/6 2026