Dansk-tysk ministerbesøg på Femern ProjektetFoto: Sung & Bælt

Dansk-tysk ministerbesøg på Femern Projektet

Den tyske forbundstransportminister Patrick Schnieder har sammen med by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) besøgt byggepladserne til Femern Bælt-tunnelen. Slesvig-Holstens transportminister, Claus Ruhe Madsen, var også med

Af Dan Bjerring

Christiansborg


Besøget begyndte ved tunnelportalen på den tyske side ved Puttgarden, hvor ministrene blev orienteret om status på byggeriet i Tyskland. Omkring 90 procent af den kommende 600 meter lange tunnelindkørsel på Femern er nu færdiggjort.

217 meter lange tunnelelementer

Derefter gik turen til tunnelelementfabrikken i Rødbyhavn, hvor ministrene fik indblik i produktionen af de 217 meter lange tunnelelementer, i transporten af dem fra fabrikken til arbejdshavnen og videre ud i Femern Bælt. Indtil videre er et af tunnelens i alt 89 elementer sænket ned ud for Lollands kyst.

Femern Bælt-tunnelen er et nøgleprojekt for den europæiske infrastruktur, og den tyske transportminister var mest imponeret over tunnelelementernes dimensioner og den ingeniørkunst, der gør det muligt at realisere det komplekse byggeri. 

Scan-Med korridor

Femern Bælt-forbindelsen er en central del af den europæiske Scan-Med-korridor, der forbinder Skandinavien med Central- og Sydeuropa. 

Samtidig vil forbindelsen skabe kortere rejsetid og styrke den regionale sammenhængskraft. 

Den 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel er et af Europas største infrastrukturprojekter. Tunnelen bliver verdens længste sænketunnel og vil forbinde Danmark og Tyskland. Når forbindelsen åbner, vil rejsetiden være 10 minutter i bil og 7 minutter med tog.



24/6 2026