Fra 3 til 4 spor på Ring 3
Det er besluttet at afsætte 80 millioner kroner fra støjpuljen til et fuldskalaforsøg med støjreducerende drænasfalt på Motorring 3. Samtidig gennemføres den planlagte kapacitetsudvidelse fra 3 – til 4 vejbaner i hver retning
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Flere end 145.000 biler kører hvert døgn på Motorring 3 – ringvejen uden om København mellem Jægersborg og Brøndby Strand - og mange boliger langs motorvejen er belastet af trafikstøj. Nu er der politisk enighed om en samlet løsning, der både reducerer støjen og forbedrer fremkommeligheden.
Vejdirektoratets undersøgelser viser, at omkring 40 procent af boligerne langs den undersøgte del af Motorring 3 kan få reduceret støjen med 3-4 dB ved at udlægge drænasfalt. Samtidig forventes antallet af støjbelastede boliger over 58 dB reduceret med omkring 26 procent.
Fra nødspor til kørespor
Desuden igangsættes en kapacitetsudvidelse, hvor nødsporet på størstedelen af Motorring 3 inddrages til et ekstra kørespor, så der er fire spor i hver retning, mens hastigheden af trafiksikkerhedsmæssige grunde sænkes til 90 km/t.
Første etape med drænasfalt og forberedende arbejder går efter planen i gang i 2027. De øvrige arbejder gennemføres frem mod 2029, og det samlede kapacitetsprojekt forventes at være færdigt i 2029/2030
Sat på pause
Motorvejen er cirka 17 kilometer lang og en af Danmarks mest befærdede motorveje med over 145.000 biler i døgnet.
Der er omfattende trængselsproblemer i myldretiden. Kapacitetsprojektet blev tidligere sat på pause, blandt andet på baggrund af daværende beregninger af en dårlig samfundsøkono misk forrentning.
Opdaterede trafikberegninger viser nu en intern rente på mellem 20 - og 40 procent.
Der opsættes en automatisk fartkontrol (ATK) på strækningen for at få bilisterne til at overholde hastighedsbegrænsningerne.
Denne forventes at være i drift, når kapacitetsprojektet er færdiganlagt.
Projektets pris er estimeret til 403 millioner kroner.