Ingen grund til panik over Novo fyringer
Beskæftigelsen i Danmark fortsætter med at stige til nye rekordhøjder. I juli var 3.060.800 lønmodtagere i job
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det vakte umiddelbart stor bekymring i store dele af det politiske Danmark, da det kom frem, at NovoNordisk skal fyre 5.000 ansatte alene her i landet.
Men meget tyder på, at bekymringen ikke behøver at være så stor, for de seneste beskæftigelsestal viser, at der i juli måned var 3.060.800 lønmodtagere i job. Og det er 3.600 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent.
Næsten 37.000 flere på et år
Siden juli 2024 er der samlet set kommet 36.900 nye beskæftigede til, og ser man alene på den private sektor, er der kommet 1.900 flere lønmodtagere fra juni til juli 2025. I samme periode er der kommet 1.700 flere offentligt ansatte.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) konstaterer, at det er meget positivt med de stigende beskæftigelsestal, når man tænker på international uro, toldmure og fyringsrunder, som ellers ville kunne påvirke beskæftigelsen i Danmark.
Skal gøre os ekstra umage
Hun understreger dog samtidig, at de danske virksomheder skal gøre sig ekstra umage for at få dem med, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet:
- Mange seniorer arbejder i dag – blandt andet hjulpet på vej af, at vi har gjort det økonomisk attraktivt at arbejde efter pensionsalderen.
- Ungeløftet rulles lige nu ud i alle landets kommuner for at hjælpe de næsten 45.000 unge uden job og uddannelse videre i livet. Men jeg vil også opfordre virksomhederne til i endnu højere grad at kigge mod de titusindvis af ledige fleksjobbere, der står klar til at bidrage, siger ministeren.