Lille stigning i ledigheden med 700 personer
Femten måneder i træk har ledighedsprocenten ligget fladt på 2,9 procent af arbejdsstyrken
Af Dan Bjerring
I en kommentar til de månedlige ledighedstal fra Danmarks Statistik for februar, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Brancheforeningen Aktive Ejere, at det er et ”arbejdsmarked i topform” og en robust dansk økonomi, der er parat til at modstå eventuelle ubehageligheder som handelskrig og toldmure.
- Der er nærmest ingen puls-udslag på ledighedskurven. Femten måneder i træk har ledighedsprocenten ligget fladt på 2,9 procent af arbejdsstyrken.
- I februar dækker den uændrede ledighedsprocent dog over en mikroskopisk stigning i ledigheden på 700 personer, siger cheføkonomen.
En god nyhed
Set med investorbriller er det bomstærke arbejdsmarked en god nyhed:
- Hvad der er gået godt, kommer som bekendt ikke skidt tilbage. Men kombinationen af usikkerhed om den internationale økonomiske fremtid og Danmarks kendetegn af at være en lille åben økonomi gør investeringsudsigterne noget brogede for 2025.
- Det vil dog tage noget tid, før arbejdsmarkedet bliver ramt for alvor, da det fortsat er mangel på arbejdskraft, der udgør den bindende begrænsning, siger Bo Sandberg.
Solstrålehistorie på Solskinsøen
Der er geografiske nuanceforskelle i ledigheden, men ingen landsdele har højere ledighed end 3,6 procent, som er niveauet i ”Byen København”, der primært dækker Københavns - og Frederiksberg Kommuner.
Den laveste ledighed findes i Nordsjælland, Vestjylland og på Bornholm - alle med 2,2 procent:
- Det viser, at der er godt gang i hjulene både øst og vest for Storebælt. Og så er det en solstrålehistorie for Solskinsøen at være med i dette gode selskab.
- Når man tænker på, at det ikke ligefrem var det billede, der tegnede sig på Bornholm for 10-15 år siden, siger Bo Sandberg.