M5 sendes i høring
Københavns Kommune sender supplerende miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 i offentlig høring hos københavnerne
Af Dan Bjerring
Metrolinjen M5 skal køre fra Københavns Hovedbanegård med flere stop på Amager og senere også Refshaleøen og Lynetteholm.
Metroselskabet har på baggrund af en række projektændringer til den miljøkonsekvensrapport, der var i høring i august og september 2024, udarbejdet en supplerende miljøkonsekvensrapport.
Den omfatter blandt andet to mulige placeringer af den såkaldte ”slutskakt” efter stationen på Københavns Hovedbanegård - ved Trommesalen og på Vesterbrogade - der muliggør en station ved Gammel Kongevej, hvis Metro M5 på sigt lukkes som en ring.
Højbanestation
Derudover omfatter rapporten, at stationen ved Prags Boulevard Øst – Kløverparken på Amager - udføres som en højbanestation, og forbindelsen til kontrol- og vedligeholdelsescenteret udføres som en viadukt.
Desuden foretages udretninger af nogle kurver på linjeføringen for at reducere rejsetid og tunnellængde samt øvrige tekniske forbedringer.