Regeringen vil sætte skub i opførelsen af almene boliger i storbyerne
En aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri skal gøre det lettere at bygge almene boliger i områder med høje grund- og byggeomkostninger
Flere mennesker skal have råd til at bo i de byer, hvor de arbejder, uddanner sig og lever deres liv, mener regeringen.
Derfor fremsætter børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) et nyt lovforslag, der skal styrke mulighederne for at opføre almene boliger i landets største byer.
Med lovforslaget vil regeringen udvide den eksisterende højprisordning og forbedre mulighederne for at bygge almene boliger gennem Fonden for blandede byer. Det skal bidrage til flere betalbare boliger og mere blandede byer.
Lovforslaget skal udmønte initiativerne i Aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri, som blev indgået den 17. december 2025 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten.
Der er lagt op til en hurtig lovbehandling efter sommerferien, så lovforslaget kan træde i kraft allerede den 4. september. Det skal gøre det muligt at sætte gang i opførelsen af tusindvis af almene boliger – særligt i København og i de øvrige højprisområder.
I de senere år har stigende byggeomkostninger og høje grundpriser gjort det sværere at opføre almene boliger inden for det gældende maksimumsbeløb, som er sat for at bevare en lav husleje.
Det har betydet, at almene boligbyggerier er blevet udskudt, mens der samtidig er bygget flere private udlejningsboliger, som er uden for økonomisk rækkevidde for mange mennesker med almindelige indkomster.
Huslejen i nye almene boliger er typisk lavere end i tilsvarende private lejeboliger. Det er med til at sikre, at mennesker med almindelige indkomster har råd til at bo tæt på deres arbejde. Det almene boligbyggeri spiller derfor en central rolle i at sikre blandede byer med plads til mennesker med forskellige indkomster og livssituationer.
- Med lovforslaget vil vi gøre det lettere at bygge boliger, som er til at betale i de områder, hvor høje grundpriser og byggeomkostninger i dag gør det vanskeligt at få byggeprojekterne til at hænge sammen.
- Samtidig styrker vi indsatsen for mennesker, som har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet, og gør det lettere at etablere seniorbofællesskaber, så flere får mulighed for at bo i fællesskaber, der understøtter livskvalitet, nærvær og et aktivt hverdagsliv, siger Jacob Mark.
Maksimumsbeløbet blev i januar 2026 hævet med samlet 3,9 % i hele landet. Samtidig blev der indført en ny højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus, som giver kommunerne mulighed for at hæve beløbet med yderligere 10 %.
Med lovforslaget lægges der op til at udbygge højprisordningen, så det samlet bliver muligt at opføre almene boliger med en anskaffelsessum, der er op til 20 % højere i højprisområderne. De sidste 10 % skal finansieres gennem et kommunalt tillægslån, som ikke påvirker huslejen for beboerne.
Lovforslaget skal derudover forbedre mulighederne for at bygge almene boliger gennem Fonden for blandede byer.
Blandt andet hæves tilskuddet til etablering af særligt billige almene familieboliger målrettet borgere med lav betalingsevne, og der oprettes en ny støtteordning til etablering af seniorbofællesskaber. Endelig får kommunerne også bedre muligheder for at håndtere lokale boligudfordringer.
-dc