left banner
top banner
right banner

Aktuelle nyheder - Trapper

Fire travle trappefabrikanterHos BV Trappen bliver kombinationen af træ og glas mere og mere udbredt. Glas gør noget for letheden, for lyset og for designet, lyder det fra adm. direktør Peter Vang.

Fire travle trappefabrikanter

Opsvinget i byggeriet har også ramt de fire danske trappeproducenter, som fagbladet Puff har talt med

Del artiklen på

Arkitektur

Af Louise S. Strøbech

Der er travlt hos BV Trappen og hos HB Trapper & Stål, og de har også travlt hos Thy Trapper og Wood Step, både med store leverancer til større byggeprojekter og med enkelttrapper til danske boligejere, der renoverer eller bygger nyt.

Flere af trappeproducenterne har derfor ansat flere medarbejdere for at kunne følge med efterspørgslen, bl.a. BV Trappen, der har produktion i nordvestjyske Koldby. Her begyndte travlheden nemlig at gå ud over leveringstiderne.

- Vi har haft så rygende travlt, at vi i maj valgte at udvidet kapaciteten med et aftenhold, bl.a. for at kunne holde fast i vores korte leveringstid overfor vores faste trælastkunder. F.eks. kunne leveringstiden for trælaster og enkeltstykskunder svinge fra tre til ni uger, fordi vi også var i gang med leverancer til store byggeprojekter, og det var ikke tilfredsstillende. Det er jo trælasternes kunder, vi skal leve af, når det igen bliver hverdag i byggebranchen, så vi holder også fremadrettet fast i toholdsdriften for at kunne fortsætte med den korte leveringstid på bare tre til fire uger, siger adm. direktør Peter Vang, der fast reserverer plads i produktionen til ordrer fra faste samhandelspartnere.

Han vurderer, at den korte leveringstid har givet flere forespørgsler og ordrer, fordi kunder har hørt, læst eller set, at BV Trappen kan tilbyde den korte leveringstid. Han ser det også som en stor fordel, at virksomhedens produktion ligger i Danmark.

- Vi kan reagere hurtigt, fordi vi har toholdsdrift her i Koldby. Hvis vi får en hastesag, hvor en trappe måske er blevet fragtskadet, og de allerede har pillet den midlertidige trappe ned, kan vi godt trylle og reagere hurtigt. Så kan vi køre en trappe igennem på tre til fire dage. Så det har haft en utroligt positiv effekt, at vi har mandet op med et aftenhold. Selvom de kun er tre mand, så er de sådan nogle multifolk, der kan gå ind og løse de flaskehalse, der kan opstå i løbet af dagen – ligegyldigt hvor i produktionen de er opstået. Når dagholdet så møder ind kl. 6, så kører flowet, og vi kan derfor få flere trapper igennem, forklarer Peter Vang.

Som hos de andre trappeproducenter mærker også BV Trappen, at glas bliver mere og mere brugt i forbindelse med trapper – enten som glasgelænder eller foroven ved trappehullet.

- Vi laver udelukkende trætrapper, men også her bliver glas mere og mere udbredt. Det giver en lethed til trappen, og så ser det designmæssigt godt ud. Det giver et bedre overblik, når man skal op og ned ad trappen, og lysmæssigt giver det også noget, siger Peter Vang, der leverer trapper i hele landet. Der er dog en overvægt at kunder på Sjælland og især i københavnsområdet.

- Her bygger de opad på grund af grundpriserne, og så skal de selvfølgelig bruge flere trapper. Bl.a. leverer vi mange hovedtrappeforlængelser, hvor det er en kunst, at man ikke kan se, hvor de eksisterende håndlister og balustre slutter og de nye begynder. Det er virkelig udfordrende - og sjovt, og er noget der kræver håndarbejde.

Artiklen fortsætter under billedet…
Stål og glas kan bare noget sammen. Det mener kunderne hos HB Trapper & Stål også. Her har Jyske Bank i Aarhus valgt en vindeltrappe i netop stål og glas.

De buede former er på vej tilbage
Også hos HB Trapper & Stål i Herning er der mere glas i de trapper, der bliver sendt ud af huset. Her er det især ståltrapper, kunderne efterspørger, selvom virksomheden både producerer og sælger trapper i træ og har gjort det siden 1971.

- Uanset om det er etageejendomme eller domicilejendomme, er det især ståltrapper, vi oplever øget efterspørgsel på. Kunderne vil gerne have et råt look, ærlige trapper, ofte med glasløsninger, hvor man kan se alt. Der hvor kunderne skal renovere eller modernisere eller forlænge hovedtrappen op til et nyrenoveret tørreloft, er det dog de mere traditionelle trætrapper, kunderne ønsker, siger adm. direktør Karsten Vang.

Han ser desuden en større og større lyst til at lege med overfladen på tingene i boligen – også på trappen.

- Det er alt lige fra malede, galvaniserede og rå overflader til brunerede overflader, som vi er begyndt at arbejde med. Brunering er en kemisk proces, som man sjældent ser ved større ting som trapper, men vi har lært os håndbrunering i større elementer, som vi tror på, der er nogle, der gerne vil have. Det giver en sort-brunlig overflade med lidt spil i som alternativ til de mere ferske overflader, siger Karsen Vang.

Han har desuden bemærket, at selvom der stadig er mange lige linjer i de trapper, der sendes ud af huset, er der en lille tendens til, at de buede former er på vej tilbage i trapperne.

- I en periode har vi næsten kun set lige trapper, men der er mere detaljerigdom i de buede former, og den trend ser ud til at være tilbage, til trods for at der stadig er en masse lige linjer derude.

Læs mere under billedet…
Trappen med skuffer under fra Thy Trapper er speciel i sin opbygning, mens selve trappen er mere standard. Virksomheden laver mange specielle trapper, men leverer lige så gerne de helt almindelige trapper.

Står bag trappen til Svinkløv Badehotel
Hos Thy Trapper i Thisted mærker man også den trend, at folks boliger gerne skal skille sig ud, også når det gælder trappen. Glasset er også her populært, men det er især ønsket om at få en unik trappe, direktør og medejer Michael Pedersen hæfter sig ved.

- Kunderne vil have nogle meget originale trapper i dag, hvor trapperne skal være helt specielle; ofte med glas og stål. De specielle trapper kræver mange manuelle processer, som gør, at vi bruger flere arbejdstimer pr. trappe i dag, end vi gjorde tidligere – også selvom vi har optimeret processerne. Der er ikke meget standard længere, og jeg synes, der er længere imellem de mere simple trapper, som vi leverede rigtig mange af for 15 år siden, siger Michael Pedersen, der dog stadig sælger almindelige trapper og de gammeldags, mere håndværksbaserede trapper.

- Dem er vi stolte af at lave her i huset, siger han og tilføjer:

- Meget af arbejdet med de specielle trapper er rykket ind på kontoret, og vi har travlt i øjeblikket. Vi har ikke haft så travlt her efter sommerferien i mange år, vi har kørt med overarbejde siden uge 32 og vi har også godt med ordrer ind i det nye år. Så afmatning? Det kender vi ikke noget til, siger Michael Pedersen, der har måttet ansætte fire nye medarbejdere for at holde trit med ordreindgangen.

Virksomheden har bl.a. haft travlt med at levere trappen til Svinkløv Badehotel, der som bekendt brændte i september 2016. Det projekt krævede en del arbejde, især fordi gelænderet var konstrueret på en helt særlig måde.

- Da vi så arkitekttegningerne, var vi faktisk i tvivl, om gelænderet kunne holde. Så vi lavede en prøve i 1:1 af en stump af trappen med gelænder og balustre og det hele, og pakkede prøven i en bil og kørte derop, så de kunne teste den. Sådan gør vi ofte, når vi laver en helt speciel trappe, siger Michael Pedersen, der glæder sig til igen at deltage på Byggeri-messen.

- Vi har været fast udstiller siden den startede. Det er en messe, jeg ikke kan undvære i min markedsføring. Jeg kan ikke svare på, hvor mange trapper vi sælger som en afledt effekt, men vi har da lige solgt en trappe med reference tilbage til messen i 2018.

Artiklen fortsætter under billedet…
Halvsvingstrappen fra Wood Step har sortmalet håndliste, der skaber en elegant kontrast til egetrinene, der her er valgt i rustik sortering. Bemærk at håndlistens buede forløb afsluttes på den runde startstolpe med en elegant sidestillet ’snegl’.

Trappen skal matche gulvet
Hos Wood Step i nordjyske Havndal, der både leverer trapper til nybyggerier og renoveringer, er det især de lette konstruktioner med svævende trappetrin og de helt minimalistiske glasløsninger, der bliver efterspurgt. Sådan har det været de sidste par år, fortæller adm. direktør Michael Frandsen.

- De gammeldags trapper med schwung vil altid være der, og kunderne bestiller fortsat kopier af de eksisterende trapper i boligerne. Måske går de op i en større dimension i mægleren i en patriciervilla, fordi de har set det fungere andre steder, og fordi de gerne vil sætte deres eget præg på trappen. Overordnet set har kunderne meget fokus på detaljerne, når de bestiller ny trappe, siger Michael Frandsen.

Valget af materialer og træsorter til trapperne er tæt forbundne med det gulv, trappen fører ned til. Derfor leverer Wood Step stadig mange trapper i egetræ, men også ask er efterspurgt.

- Trappen skal gerne matche gulvet, og derfor leverer vi trapper i eg i en eller anden afskygning til 70 % af vores kunder. Sådan har det altid været: Trapper følger tendensen indenfor gulve. Enkelte går dog efter en skarp kontrast til gulvet, men de fleste forsøger altså at skabe en visuel sammenhæng mellem gulv og trappe, siger Michael Frandsen.

Trappeproducenten flyttede i februar showroomet i Odense til en ny adresse på Odensevej 95, hvor der var mere plads. Pr. 1. oktober er showroomet i Rødovre desuden flyttet til Naverland i Glostrup, da de 60 m2 på den gamle adresse var blevet for trange. Samtidig er Tobias Bruun ansat som trappearkitekt-trainee, så der nu er tre konsulenter tilknyttet det nyåbnede showroom i Glostrup.

- Vi har mærket en øget efterspørgsel og et ønske fra kunderne om at mødes med os, så da vi kunne få 160 m2 i Glostrup, var det en god løsning, da de fysiske kundemøder er blevet tiltagende vigtige. Her kan man tegne om på tingene på stedet og afklare detaljerne, som er lettere at vise i et showroom end på nettet eller i en brochure. I showroomet kan kunderne også bedre se, røre og føle på tingene, siger Michael Frandsen, der sammen med medarbejderne - som sædvanligt - vil være at finde på Byggeri-messen til marts.

- Vi har været med i alle årene; lige siden den allerførste messe. Så vi har selvfølgelig også en stand i 2020, og vi kommer med noget spændende, der understreger tidens trend. Mere vil jeg ikke røbe nu, siger han.

Læs mere om Trapper

10/12 2019