Bedre boliger skal gøre landsbyerne levedygtige
I dag har Udvalget for levedygtige landsbyer afleveret 17 anbefalinger til, hvordan Danmarks landsbyer bliver stærkere og levedygtige. Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger spiller en hovedrolle
Det skal være attraktivt at leve og bo overalt i Danmark, og flere landsbyer skal igennem en omstilling for at blive levedygtige. Med den ambition nedsatte regeringen i juli 2017 Udvalget for levedygtige landsbyer. I dag har udvalget afleveret 17 anbefalinger til regeringen, og flere af dem omhandler byggeri og boliger.
På baggrund af de udfordringer, som mange kommuner oplever i landsbyerne, er det udvalgets opfattelse, at det er afgørende, at kommunerne foretager en strategisk afvejning og planlægning for landsbyerne og deres udvikling. I denne proces skal der bl.a. lægges vægt på et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse samt adgang til landskab og natur.
En af de 17 anbefalinger omhandler muligheden for at omplacere boliger i det åbne land. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at man nedsætter en arbejdsgruppe med henblik på at udarbejde en model for omplacering af boliger i det åbne land. På sigt skal det skabe færre, men bedre boliger i det åbne land.
Derudover anbefaler udvalget, at kommunerne går i dialog med lokalsamfundet og vurderer boligbehovet i kommunens landsbyer. I mange yderkommuner er mere end 2/3 af boligerne parcel-, række- og stuehuse, og en bedre dialog kan i højere grad understøtte borgernes reelle behov.
Enkelte af udvalgets anbefalinger indebærer dog væsentlige omkostninger for staten og går dermed ud over rammerne for udvalgets kommissorium.
Formanden for Udvalget for levedygtige landsbyer, Jens Kr. A. Møller, udtaler:
- Det er en vigtig, men også en udfordrende opgave at skabe udvikling i landdistrikterne, herunder også at tage hånd om nogle af de centrale udfordringer landsbyerne står over for. Med de 17 anbefalinger har vi i udvalget peget på en række muligheder, vi ser for at kommuner og stat sammen med lokalsamfundene kan understøtte, at flere landsbyer omstiller sig og fornyes, så de bliver levedygtige.
Udvikling er afgørende for Danmark
Udvalget peger også på, at kvaliteten ved landsbyerne skal højnes ved at have fokus på de lokale potentialer. Natur, landskab, ro, tillid, lokale fællesskaber, samlingspunkter, som den lokale dagligvarebutik eller idrætshal, samt andre af de særlige kvaliteter, der typisk forbindes med landsbyliv, og efterspørges af såvel bosiddende som potentielle tilflyttere.
- Det er afgørende for Danmark, at vi skaber udvikling i alle dele af landet, og at vi gør det attraktivt at bo og leve overalt. Det kræver blandt andet, at vi får skabt gode stærke lokalsamfund og landsbyer, som udvikler sig. Jeg ser frem til at se nærmere på de anbefalinger, som udvalget er kommet med, så vi kan fortsætte regeringens ambition om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark, siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Udover tidssvarende boliger anbefaler udvalget, at der lægges vægt på:
1. Nærhed til offentlig og privat service
2. Tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af virksomhed
3. Social og kulturel sammenhængskraft
Udvalget for levedygtige landsbyer blev nedsat i juli 2017 som en del af den politiske aftale mellem regeringen, S og DF om ”Danmark i bedre balance” og modernisering af planloven.
-aft