Bygherreforeningen forundret over energiudspil
Direktør i Bygherreforeningen og talsmand for Renovering på Dagsordenen er forundret over, at regeringens energiudspil ikke sætter mål for energieffektiviseringer i bygninger
Regeringens udkast til ny energiaftale indeholder bl.a. mål for udbygningen af vedvarende energi og massiv investering heri, og forslag om at sænke el- og elvarmeafgiften, så el bliver billigere for forbrugerne, hvad der vil understøtte den fortsatte udbygning af vindenergi.
Til gengæld er der ikke sat mål for energieffektiviseringer, og den hidtidige energispareindsats, hvor der årligt har været anvendt ca. 500 mio. kr. til energieffektiviseringer i bygninger, sløjfes helt. Energisparemidler isoleres til procesenergi i erhvervslivet.
- Regeringen har som ambition for fremtidens energipolitik, at den skal være omkostningseffektiv, og Energikommissionen pointerede utvetydigt, at en sådan omkostningseffektivitet sikres ved, at energipolitikken hviler på tre ben; udbygning af vedvarende energi, elektrificering og energieffektiviseringer. I det lys er vi meget forundrede over, hvor lidt det tredje ben fylder i udspillet - både mht. fokus og finansiering, udtaler direktør i Bygherreforeningen, Henrik Bang, der også er talsmand for Renovering på Dagsordenen.
Videre siger han:
- Renovering på Dagsordenen offentliggjorde for en måned siden en analyse udarbejdet af EA Energi-analyse, som viser, at når man sammenligner de samfundsøkonomiske udgifter mellem udbygning af varmeforsyning - uanset energiform - og reduktion af varmeforbruget i den eksisterende bygningsmasse, skal vores besparelser på varmeforbruget i bygningsmassen mere end fordobles i forhold til niveauet for reduktioner de seneste 10 år, hvis vi skal opnå det omkostningseffektive optimum. I modsat fald vil det danske samfund komme til at betale en milliardoverpris for omstillingen - selv når der tages højde for, at forsyningen på sigt baserer sig 100 % på vedvarende energi.
Ifølge Henrik Bang taler det for, at vi som samfund bør foretage et regulært gearskifte, når der gælder energieffektiviseringen af den eksisterende bygningsmasse. Og det er vigtigt, at vi kommer i gang, inden det samfundsøkonomiske efterslæb bliver for svært at indhente. Derfor, slår han fast, er der behov for at hæve ambitionerne og styrke besparelsesindsatsen.
- Det er vanskeligt at tro, at det vil ske af sig selv, når man helt fjerner de økonomiske incitamenter, der kunne hjælpe, og ikke definerer vejledende mål, der kan sikre, at vi hjemtager de samfundsøkonomiske gevinster, der ligger i at effektivisere energiforbruget i bygningsmassen, siger han og tilføjer:
- Selvom vi inderligt håber, at den endelige aftale kommer til at indeholde såvel mål som midler til at accelerere energieffektiviseringerne i bygningsmassen, vil vi godt kvittere for, at regeringen har afsat midler til en videns- og informationsindsats, som er vigtig. Der er allerede gjort en række værdifulde erfaringer med den slags indsatser, som skal udnyttes, for, at vi får mest muligt for pengene.
-kj