Helende arkitektur i Kerteminde
Nyt rehabiliteringscenter ved Munkebo indskriver sig trods sin fremmede form naturligt i konteksten, der er præget af typiske parcelhuse
Arkitektfirmaet Rum er netop kåret som vinder af projektkonkurrencen om bygherrerollen ved udformningen af et ny Rehabiliteringscenter i Kerteminde
Centret skal opføres i Munkebos kuperede landskab med storslået udsigt over Nore, og rammerne er designet ud fra nyeste viden om sundhed og forebyggelse, som i tæt samspil med de smukke omgivelser skaber et flagskib for helende arkitektur.
Det nye center forventes at stå færdigt ultimo 2016. Herved imødekommes det stigende behov for rehabiliteringspladser i kommunen, ligesom det nye center er et vigtigt led i at implementere det nære sundhedsvæsen lokalt.
Projektet omfatter nedrivning af eksisterende byggeri og tilførelse af 1.800 m² nybygning til en samlet pris af ca. 33 mio. kr.
Indbygget åndehul
Det nye rehabiliteringscenter er cirkulært med to markante gavlmotiver mod ankomstsiden og Noret mod syd.
Bygningen, der fremstår med sadeltag og facader i mursten, er bearbejdet efter traditionelle byggeprincipper. Det nye center indskriver sig herved, trods den fremmede form, naturligt i konteksten, der er præget af typiske parcelhuse.
Bygningens hjerte er det store, centrale gårdrum, som er underopdelt i mindre zoner og varierede belægninger til både træning, fysisk aktivitet eller personlig fordybelse. Langs den runde facade indrettes små indhak og træterrasser til ophold. Midt i rummet placeres en oase af grønne planter, mindre træer, et orangeri, samt sanseområde. Dette er husets frodige åndehul.
Opholdszonerne er placeret som perler på en snor med visuel kontakt til enten gårdhaven eller udsigten mod Noret. Fællesområderne opleves meget forskellige og motiverer til at bevæge sig rundt i huset. Alle borgerstuer ligger yderst med egen terrasse i tæt kontakt til naturen.
Modvirker depression
Træningsfaciliteterne er centerets spydspids på flere planer. Området markeres fysisk af gavlen mod syd, der rækker ud efter Noret og tilbyder brugerne en storslået udsigt under træningen.
Landskabets topografi er integreret i designet, så der skabes et træningsområde med varieret rumhøjde, integreret træningslandskab og en kraftfuld sammenhæng imellem indendørs og udendørs faciliteter.
Arkitekturen har tydelig rod i den nordiske tradition både i udtryk, materialevalg og dagslysets store rolle. Bygningen åbner sig mod alle verdenshjørner, og tilføres hele spektret af dagslyskvaliteter, som kan hjælpe til at modvirke depression, øge velvære og variation i oplevelser og reducere brugen af kunstlys i bygningen.
Samtidig skaber store klassiske tagudhæng en passiv, integreret, men også effektiv, solafskærmning mod den lave sol, og sikrer at der er reel mulighed for udendørs ophold og træning – også i regnvejr.
-cmn