Nyt milliardbyggeri kan skimtes i horisonten

Region Syddanmark vender tommelfingeren op til Nyt OUH-forslag. Økonomien er nu på plads, så forberedelserne til byggeriet i Odense til 6,9 mia. kr. kan sættes i værk

Dispositionsforslaget til Nyt OUH i Odense er nu vejet og vurderet på et fælles udvalgsmøde med Innovationsudvalget og Psykiatri- og Socialudvalget. Forslaget er overordnet faldet i politikernes smag, og det nærmer sig nu den endelige godkendelse.

Derfor kan der nu arbejdes ud fra de overordnede rammer, som indebærer et ca. 250.000 m2 stort byggeri med en samlet projektsum på 6,9 mia. kr. Projektet forventes færdigt i 2022. Dispositionsforslaget bliver endelig godkendt i regionsrådet den 27. april.

Det er således også var en tilfreds formand for regionens Innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S), som vender tommelfingeren opad for projektet. Det bliver nu sendt videre til den endelige politiske godkendelse i regionsrådet.

Dispositionsforslaget fastslår fordelingen og placeringen af samtlige funktioner og rum i Nyt OUH. I løbet af processen har byggeriet ændret karakter, så det nu har et mindre fodaftryk på grunden, men uden at det har berørt størrelsen på de kliniske arealer.

Reduktion af risici
- Jeg er glad for, at politikerne i de to udvalg har taget godt imod forslaget. Der er blevet foretaget nogle ændringer i forslaget, der virkelig formindsker de byggemæssige og økonomiske risici, som vi var bekymret for tidligere, siger udvalgsformanden og tilføjer:

- Det har været magtpålæggende for regionen, at dispositionsforslaget ikke overskrider det fastlagte budget. Man har bevaret visionen i projektet, og med forslaget i hånden er rammerne simpelthen sat. Nu ser jeg frem til at regionsrådet giver forslaget det endelige blå stempel, siger Karsten Uno Petersen.

Dispositionsforslaget er allerede godkendt administrativt af Styregruppen for Nyt OUH, og her er der tilfredshed med politikernes gode modtagelse af forslaget.

- Det vigtigste i dette projekt er, at økonomien er på plads, så vi kan bygge det hospital som Region Syddanmarks borgere fortjener og forventer. Og dispositionsforslaget overholder budgettet. Forslaget viser også et funktionelt bedre sygehus end forrige forslag.

- Vi skal fortsat arbejde med at gøre projektets økonomi robust, men vi kan nu i højere grad skimte Nyt OUH i horisonten, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær, der er formand for Styregruppen.

-cmn

30/3 2015