Overborgmester med murerske
Overborgmester Frank Jensen har ydet praktisk assistance til rejsegilde og grundstensindmuring på 123 nye lejligheder i nyt bykvarter på Sluseholmen i København
Københavns overborgmester Frank Jensen svingede murerskeen, da Danica og Arkitektgruppen mandag eftermiddag afviklede kombineret rejsegilde og grundstensindmuring på ”Poppelholm”, 123 nye lejligheder på Sluseholmen i København.
Overborgmesteren hjalp med at indbygge grundstenen på boligprojektet sammen med Danica Pension som bygherre og Arkitektgruppen som totalentreprenør.
Poppelholm er en del af den ambitiøse omdannelse af Sluseholmen fra industriområde til en levende bydel, inspireret af Amsterdams mange kanaler. Lokalplanen for områderne Sluseholmen Syd og Teglholmen Øst åbner for udvikling af op til 360.000 m2 bolig og erhverv.
Boligbyggeriet opføres med blandede ejerformer, da der i lokalplanområdet opføres såvel ejerboliger som lejerboliger, sådan som Københavns Kommune er erklæret tilhænger af.
Poppelholm er udviklet i samarbejde mellem Danica Pension og Arkitektgruppen med en særlig beliggenhed ved den gamle sluse.
Udviklingsarbejdet er sket i tæt og konstruktivt samarbejde med arkitekterne fra Gröning Arkitekter og ingeniørfirmaet MOE A/S.
Formålet med udvikling af projektet Poppelholm er at tilvejebringe en boligbebyggelse i høj kvalitet med 123 boliger, i alt 12.472 m² bebyggelse, hvorunder der er fulddækkende kælder med parkeringsmuligheder.
-cmn