Projekteringsledelse er en svær og undervurderet disciplin
Værdibyg har udgivet to vejledninger om projekteringsledelse. Vejledningerne er blevet til på opfordring fra byggeriets egne praktikere – som en håndsrækning til både nye og erfarne i rollen
De to nye vejledninger fra Værdibyg, ‘Projekteringsledelse’ og ‘Ydelsesplan’, giver tilsammen et fælles sprog for og en fælles forståelse af, hvad projekteringsledelse kræver.
- Flere af de praktikere, der deltager i vores workshopforløb og netværk, har efterlyst vejledninger om projekteringsledelse. De oplever, at rollen er helt afgørende for et godt projekt, men samtidig er den svær at løfte og bliver ofte nedprioriteret.
- Projekteringsledelse er en svær disciplin, som mange kastes ud i uden et billede af de mange delopgaver. Vejledningerne klæder projekteringslederne bedre på ved at give overblik og indblik i rolle og opgaver, udtaler Rolf Simonsen, programdirektør i Værdibyg.
En stor del af udfordringen ligger i selve rolleskiftet. Mange projekteringsledere kommer med en baggrund som fagspecialister og opdager først undervejs, hvor kompleks ledelsesopgaven er.
- Det kræver et rolleskift fra fagspecialist til leder på tværs af alle fagligheder. Og det forudsætter, at man slipper og uddelegerer de fagdiscipliner, som man hidtil har haft en styrke i, og tilegner sig nye relationelle og ledelsesmæssige kompetencer, som ikke er en del af ens specialistfaglighed.
- Så det er en rolle, det kan være svært at være ny i, forklarer Jens Henrik Birkmose, seniorrådgiver i Birkmose Consulting og pennefører på vejledningerne.
Manglende konsensus om opgaven kan også ramme de erfarne. Man finder sine egne måder at gøre tingene på. Nogle tager ydelser på sig, de ikke er forpligtet til, og andre overser noget, de burde varetage.
Resultatet kan ifølge Jens Henrik Birkmose blive et projekt ‘på slingrekurs’, hvor opmærksomheden går de forkerte steder hen.
De to vejledninger tager afsæt i det fælles kontraktuelle grundlag, som AB-systemet og ydelsesbeskrivelserne (YBL18) opstiller. Herfra folder de rollens mange facetter ud: Hvordan man aflæser projektets setup, håndterer interessenter, arbejder relationelt og styrer grænseflader.
Vejledningerne henvender sig til hele spektret af praktikere, fra den helt nye og uerfarne til den garvede projekteringsleder. De taler også til bygherrer, rådgivere og entreprenører, der arbejder op mod rollen.
- De to nye vejledninger står stærkt for sig selv, men de spiller jo tæt sammen med mange af vores øvrige vejledninger – bl.a. dem om budgettering eller tidlig entreprenørinddragelse.
- Vi kommer til at arbejde videre med temaer, der hænger tæt sammen med projekteringsledelsen i nogle af vores kommende vejledninger om entreprenørprojektering og ændringshåndtering, siger Rolf Simonsen.
-dc