Sidste letbanekontrakt i hus inden for budgettet

M.J. Eriksson har sikret sig den sidste af anlægskontrakt på Odense Letbanes anlægsarbejde

Odense Letbane har skrevet under på den sidste af i alt syv kontrakter på letbanens anlægsarbejde i Odenses gader - som skal bane vejen for det kommende sporarbejde.

M.J. Eriksson har vundet kontrakten, der handler om ombygning af kryds samt nye vejbaner, cykelstier og fortove i Albanigade og Benediktsgade. Derudover skal Benedikts Plads bygges om, så den i fremtiden kommer til at fremstå i et nyt udtryk, som indbyder mere til brug og byliv.

M.J. Eriksson vandt licitationen med et tilbud på cirka 17,4 mio. kr. i et udbud, hvor i alt fem danske entreprenører afgav tilbud. Ligesom de foregående seks anlægsudbud i letbaneprojektet er også dette dermed endt på en pris, som er inden for Odense Letbanes anlægsbudget.

- Det er naturligvis en stor tilfredsstillelse for os, at vi har landet alle syv anlægskontrakter inden for budgettet. Det er resultatet af, at vi med god assistance fra vores rådgivere har gjort et solidt forarbejde. Der er skabt en fornuftig konkurrence i udbuddene, hvor entreprenørfirmaerne også har ønsket at bide til bolle for at komme med ombord i letbaneprojektet, siger Mogens Hagelskær, der er adm. dir. for Odense Letbane.

Med kontrakten står det nu klart, at M.J. Eriksson skal stå for alt letbanens anlægsarbejde mellem Albanibroen i Odense C og letbanens sydlige endestation i Hjallese. Tidligere har entreprenørfirmaet nemlig sikret sig yderligere tre af letbanens anlægskontrakter og er allerede i gang med arbejdet på Nyborgvej, Ørbækvej, Niels Bohrs Alle, Campusvej, Hestehaven og Hjallesegade.

De øvrige tre kontrakter, som handler om anlægsarbejdet på strækningen mellem Tarup Center og Odense Banegård Center, er vundet af Arkil og Barslund.

Anlægsarbejdet forventes at gå i gang senest til april i Benediktsgade. Her vil det vare resten af året - først i den ene vejside og derefter i den anden. Til august forventes arbejdet at gå i gang i Albanigade.

Derefter bliver der en pause i anlægsarbejdet frem til 2020, mens sporarbejdet står på. Letbanens spanske entreprenør Comsa skal lægge skinner, sætte kørestrøm op og bygge en letbanestation midt på Benedikts Plads, inden M.J. Eriksson kan vende tilbage og lægge den endelige pladsbelægning, der skal omgive den kommende station.

-kj

27/3 2018