Vestjysk murer i verdenseliten
Ved det netop overståede VM i Skills blev den bedste danske præstation leveret af den vestjyske murerelev Jens Peter Vestergaard, der vandt sølv
Eliten af unge håndværkere dystede i den forgangne uge i brasilianske São Paolo om at vinde VM i Skills, hvor alle de nationale mestre inden for forskellige håndværksfag dystede om medaljer.
21-årige Jens Peter Vestergaard fra Skive og Herningsholms Erhvervsskole stod for den bedste danske præstation, da han sikrede sig en sølvmedalje i murernes konkurrence.
- Det glæder mig, at de unge, danske håndværkere endnu en gang har bevist, at de hører til i den absolutte elite på verdensplan. Jeg stolt af, at en lærling fra et af vores lokale medlemmer har leveret så flot en præstation, at det resulterede i en sølvmedalje. Det kan forhåbentligt give blod på tanden hos andre unge og vise dem, at de kan nå rigtigt langt med en erhvervsuddannelse. siger Niels Hansen, der er formand for Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland.
- Ansøgertallet til mureruddannelsen har været nedadgående de seneste år, og vi kommer i fremtiden til at mangle murere. Men Jens Peters Vestergaards præstationer ved VM i Skills er et bevis på, at nogle af verdens bedste murere bliver uddannet på de danske erhvervsuddannelser, og at murerfaget i høj grad er et fag med fremtid i, tilføjer Niels Hansen.
Jens Peter Vestergaard er tilknyttet EUX-uddannelsen på Skive og Herningsholms Erhvervsskole, hvor han kombinerer en gymnasial uddannelse med et svendebrev som murer. Praktikken som murer bliver taget ved Ole Ibsen A/S fra Spøttrup.
- Der skal også lyde et stort skulderklap til Ole Ibsen A/S, der har sikret deres lærling tid og mulighed for at deltage i både de nationale og internationale Skills-konkurrencer. Det er ikke omkostningsfrit, siger Niels Hansen.
-cmn