Voldsom prisstigning på nyt badeværelse
Badeværelsesrenovering er den håndværkerydelse, der er steget mest i pris det seneste år. Samtidig er maler-, tømrer- og murerarbejde blevet markant dyrere
Nye tal fra Håndværkerindekset for 2. kvartal viser, at en almindelig badeværelsesrenovering koster 185.000 kroner – PLUS moms – altså cirka 230.000 kroner.
Det er en stigning på ikke mindre end 43 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Håndværkerindekset bygger på 18.808 anonymiserede bygge- og renoveringsopgaver fra 3byggetilbud.dk og giver et aktuelt billede af prisudviklingen på tværs af det danske marked for renoveringsopgaver.
Markante prisstigninger
Badeværelser er dog langt fra den eneste renovering, der er blevet dyrere.
Håndværkerindekset viser markante prisstigninger på flere af de opgaver, mange boligejere stilles over for.
Malerarbejde er steget 38 procent, anlægsgartnerarbejde 36 procent, tømrerarbejde 26 procent og murerarbejde 21 procent.
I den anden ende af skalaen er der opgaver, hvor prisudviklingen går den modsatte vej. Installation af en ladestander er faldet 14 procent i pris, mens VVS-opgaver er faldet 13 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Priser på typiske håndværkeropgaver
• Tagentrepriser: 252.000 kroner (-3 %)
• Badeværelsesrenovering: 185.000 kroner (+43 %)
• Solcelleanlæg: 167.500 kroner (+4 %)
• Varmepumpe (luft-vand): 145.000 kroner (+3 %)
• Vinduesudskiftning: 77.000 kroner (+3 %)
• Tømrerarbejde: 68.000 kroner (+26 %)
• Murerarbejde: 65.000 kroner (+21 %)
• Malerarbejde: 41.500 kroner (+38 %)
• Varmepumpe (luft-luft): 38.500 kroner (0 %)
• Anlægsgartner: 28.500 kroner (+36 %)
• Gulvafslibning: 25.000 kroner (+4 %)
• El-installatør: 18.500 kroner (+3 %)
• VVS-installatør: 17.000 kroner (-13 %)
• Ladestander: 16.000 kroner (-14 %)
DanB