Rekordår for A. Enggaard betyder 20.000 i hånden til hver medarbejder- Sammen med pensionskasser og samarbejdspartnere lykkes vi med at udvikle attraktive bydele, hvor mange gerne vil bo, og hvor virksomheder etablerer sig, siger Asger Enggaard. Foto: A. Enggaard.

Rekordår for A. Enggaard betyder 20.000 i hånden til hver medarbejder

A. Enggaard leverede i 2021 både en solid toplinjevækst og et rekordresultat, og som tak for indsatsen belønner virksomheden alle medarbejdere med bonus på 20.000 kroner

A. Enggaard-koncernen, der er familieejet i 3. generation, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende 2021. Her realiserede A. Enggaard en omsætning på 2,3 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på hele 13 % sammenlignet med 2020. Samtidig steg indtjeningen (resultat efter skat) til 454,2 millioner kroner, hvilket er koncernens bedste resultat nogensinde.

- Vi har haft et rigtig godt år, hvor vi trods flere corona-prægede måneder har formået at fastholde en god fremdrift og kvalitet i vores aktiviteter samt et godt kammeratskab. Det har krævet en særlig indsats fra vores medarbejdere, der dygtigt og loyalt fandt den rette balance mellem hensynet til både hinanden og omgivelserne og at holde hjulene i gang.

- Deres stærke, kollektive indsats på tværs af afdelinger og fagligheder har været helt afgørende for vores meget tilfredsstillende 2021, og derfor har vi besluttet, at alle medarbejdere ekstraordinært belønnes med en bonus på 20.000 kroner uanset stilling, siger entreprenør Asger Enggaard.

Entreprenør- og byudviklingsvirksomhed
Det positive årsregnskab skal ifølge Asger Enggaard desuden ses i lyset af, at A. Enggaard - der er startet i Aalborg, men som i dag har størstedelen af sine aktiviteter uden for Nordjylland herunder især i Aarhus, Odense, København – gennem flere år har ændret sit strategiske fokus:

- Vi høster nu for alvor frugterne af vores strategiske udvikling, hvor vi gennem de seneste par år har bygget videre på vores historisk stærke entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed, så vi i dag også er en stærk bygherre- og byudviklingsvirksomhed, ligesom vores driftsorganisation er styrket, siger Asger Enggaard og fortsætter:

- Årets resultat er blandt andet positivt påvirket af avancer på salg og ikke mindst af, at vi stort set ingen tomgang har på vores lejemål. Vi har desuden opbygget en solid ejendomsportefølje, og her har vi som andre ejendomsselskaber været begunstiget af et generelt stærkt ejendomsmarked i 2021 med store positive værdireguleringer til følge.

Nye funktioner og afdelinger
Som led i den strategiske udvikling har virksomheden gennem de senere år opbygget en stor faglig bredde, hvor de stærke håndværks- og entreprenørkompetencer er blevet suppleret af en række nye funktioner og afdelinger, som ikke beskæftiger sig direkte med byggeri, men eksempelvis med drift, bygherrearbejde og bystrategi. De nye afdelinger og funktioner er i 2021 blevet yderligere styrket.

- På et solidt fundament af gode håndværksmæssige dyder og kerneværdier som ansvarlighed, ordentlighed og frihed under ansvar har vi opbygget en virkelig stærk og tværfaglig organisation, der betyder, at vi er rustet til at tage stort ansvar for udviklingen af nye bydele. Det har givet os en stærk position i markedet, hvor både borgere, kommuner og langsigtede investorer efterspørger aktører, der tør og kan udvikle områder og bydele ud fra et langsigtet helhedsperspektiv, så de nye bydele bliver velfungerende og sammenhængende med gode og attraktive byrum, rammer for fællesskab og liv, siger Asger Enggaard.

A. Enggaard har mange samarbejder med langsigtede investorer. Det gælder særligt pensionskasser, som ifølge Asger Enggaard tager stort socialt medansvar i udviklingen af bæredygtige boliger og bydele. I 2021 har A. Enggaard styrket og udvidet sit strategiske samarbejde med PKA om byudviklingsprojekter.

Et samarbejde, der indebærer, at parterne i vid udstrækning beholder og drifter ejendomme på lang sigt i parternes fællesejede selskab P/S PKAE Ejendom med en ejendomsportefølje, der nu er vokset til en værdi af ca. 4 milliarder kroner – foruden en række ejendomme, der er under udvikling og opførelse.

2022 bliver næppe nyt rekordår
I den kommende tid har A. Enggaard flere yderst markante byudviklingsprojekter, der aktuelt befinder sig i de indledende faser. Det gælder eksempelvis udviklingen af det tidligere fængselsområde Vridsløse i Albertslund og Odense Inderhavn samt store dele af Gellerup-området i Aarhus.

- Vi har en rigtig god ordrebeholdning og ser frem til at arbejde videre med vores mange forskellige byudviklingsprojekter i samarbejde med pensionskasser, kommuner og samarbejdspartnere. Vi forventer et fortsat højt aktivitetsniveau og en omsætning på niveau med 2021.

- Vi forventer dog ikke samme ekstraordinært høje indtjeningsniveau i 2022, og i det hele taget vil vores indtjening variere fra år til år efterhånden som bydele og ejendomsprojekter færdiggøres, ligesom vi vil blive påvirket af udfordringerne med stigende materialepriser og pressede forsyningskæder, siger Asger Enggaard.

-dc

24/5 2022
  • Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    byggeri ›3D-modeller, scanninger og stærk IKT-styring er afgørende værktøjer i restaureringen af Nationalbanken. Nationalbanken er fredet, og derfor kan løsninger ikke nødvendigvis tilpasses efter moderne krav til eksempelvis indeklima
  • Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    byggeri ›Det lokale tømrerfirma Gamborg-Pedersen Byg har fået til opgave at rette op på de omfattende byggefejl, der fulgte med renoveringen af Tim Skole. Efter flere lignende episoder holder Ringkøbing-Skjern Kommune nu ekstra godt øje med entreprenører
  • Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    byggeri ›Sammen med Raundahl & Moesby tager AP Pension første spadestik til et campusbyggeri i Kalundborg, som skal samle seks uddannelsesinstitutioner og skabe moderne rammer for uddannelse, forskning, innovation og samarbejde med erhvervslivet
  • Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    byggeri ›Den danske model er bygget på tillid, ansvar og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og skal forsvares, hver gang nogen forsøger at konkurrere ved at se stort på fælles spilleregler, skriver BygTek-journalist Dan Bjerring
  • Nordstern skifter hænder

    Nordstern skifter hænder

    byggeri ›Pemberton Asset Management overtager ejerskabet af Nordstern fra ActivumSG. Ejerskiftet skal skabe et stærkere fundament for Nordsterns langsigtede vækst
  • Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    byggeri ›Efter 18 år i energisektoren tiltræder Jan Hylleberg som ny administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, med en mission om at bringe rådgivende ingeniørers viden endnu tydeligere ind i den grønne debat
  • Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    byggeri ›Som teknisk partner på opførelsen af Dansk Data Center 1 på Esbjerg Havn vinder Bravida en samlet entreprise inden for el, vvs, ventilation, køling og bygningsautomatik dækker det størstedelen af de tekniske installationer til det nye datacenter
  • 11 kaserner får en overhaling

    11 kaserner får en overhaling

    byggeri ›Råhuset til den første af 31 nye indkvarteringsejendomme til fremtidens danske soldater står nu færdigt på Holstebro Kaserne. Moderniseringen skal skabe tidssvarende rammer for soldater og værnepligtige