Bedre energimærke giver højere salgspris
Der er mange penge at hente som boligejer ved at investere i energirenoveringer af række- eller parcelhuset, viser Dansk Byggeris Energianalyse 2015
Isoler hulmuren eller udskift de gamle vinduer med nye energivenlige vinduer og få en højere pris, når boligen skal sælges. Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen med én energiklasse er 13 %.
Det er en af konklusionerne i Dansk Byggeris Energianalyse 2015, der viser en sammenhæng mellem boligers energimærkning og salgsprisen.
- Huse med gode energimærker sælges både hurtigere og til bedre priser end dem, der halter på energifronten, ligesom det ofte er nemmere at få finansieret et hus med lave driftsomkostninger. Hæver man energimærket fra f.eks. E til D, så viser tallene, at salgsprisen i gennemsnit stiger med 100.000 kr., siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
Flere oplagte tiltag
Undersøgelser fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at prisen på boliger hænger sammen med energimærkningen, selv når der tages højde for boligens beliggenhed, hvornår den er bygget og hvilken type varmeforsyning, som boligen har.
Og effekten af at energiforbedre sin bolig er endnu større udenfor hovedstadsområdet. Så der er mange penge at hente ved at f.eks. efterisolere vægge og lofter eller udskifte vinduer.
Men investerer man i energirenoveringer, er det ikke kun en højere salgspris, der stiller boligejerne en økonomisk gevinst i udsigt.
- Energirenoveringer har også en positiv effekt på varmeforbruget i boligen, og det kan selvfølgelig mærkes på varmeregningen, der bliver lavere, siger Michael H. Nielsen.
Det er i dag et lovkrav, at alle boliger, der skal sælges eller lejes ud skal energimærkes. Energimærkningsrapporten giver et godt grundlag for at vurdere oplagte energiforbedrende tiltag, og mange håndværkere er uddannet til at vejlede kunder i, hvordan de bedst muligt kan energirenovere deres bolig, så de får en bedre energimærkning og dermed lavere varmeregning og højere salgspris.
-cmn