Bedre lånevilkår i sigte
Fokus på finansiering af ejendomme i landdistrikterne. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tager melder fra ekspertgruppe og varsler ny plan for vækst i hele Danmark
Udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne har netop afleveret sin rapport til erhvervs- og vækstministeren.
Udvalget konstaterer, at der er forskelle på udviklingen i udlånet mellem byer og landdistrikter, men finder også, at der lånes ud til boliger og erhvervsejendomme i hele landet. Udvalget anbefaler enkelte justeringer i den finansielle regulering. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen er tilfreds med via rapporten at have fået et overblik over finansieringssituation i landdistrikterne, og han noterer med interesse, at udvalget kommer med konkrete anbefalinger.
- Den bedste løsning på udfordringerne i landdistrikterne er, at der skabes vækst og arbejdspladser. Det vil påvirke boligmarkedet og lånemulighederne i landdistrikterne positivt. Regeringen vil inden for de kommende uger fremlægge en plan for vækst i hele Danmark. Udvalgets anbefalinger vil indgå i dette arbejde, siger Troels Lund Poulsen.
Rapportens hovedkonklusioner
Udvalget har haft til opgave at analysere og redegøre for specifikke spørgsmål i relation til regler, vilkår og praksis for belåning af ejerboliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne.
Udvalget konstaterer i sin rapport, at der er forskelle på udviklingen i udlånet mellem byer og landdistrikter, idet det samlede udlån er faldende i landdistrikterne, og nyudlånet er lavere end i byerne. Udvalget konstaterer imidlertid også, at der lånes ud til boliger og erhvervsejendomme i hele landet.
Udvalget har ikke fundet eksempler på, at uhensigtsmæssig lovgivning skulle begrænse udlånet i landdistrikterne. Udvalget har imidlertid fundet eksempler på regler, som opfattes som mere restriktive, end Finanstilsynet fortolker disse regler. Det gælder specielt for 6-måneders reglen i forbindelse med værdiansættelse af fast ejendom og vejledning om anvendelse af rådighedsbeløb ved indberetning til Finanstilsynet.
Tvivl om 6 måneders regel
Udvalget anbefaler på den baggrund, at eventuelle misforståelser af 6-måneders reglen afklares, ved at reglen enten fjernes eller præciseres. Udvalget anbefaler videre, at vejledningen for anvendelse af rådighedsbeløb ved indberetning til Finanstilsynet justeres, så institutterne får mere fleksibilitet.
Udvalget anbefaler endelig, at banker og realkreditinstitutter overvejer, om justeringer af det eksisterende produktsortiment – f.eks. ved anvendelse af lavere belåningsgrad, kortere løbetid m.v. – kan medføre en højere grad af imødekommelse af låneanmodninger i landdistrikterne.
Udvalget har haft professor Michael Møller, CBS, som formand og har haft deltagelse af lektor Karin Haldrup, Aalborg Universitet, forhenværende direktør i Realkredit Danmark, Sven Holm, samt repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Lokale Pengeinstitutter, Danske Regioner, KL, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Realkreditforeningen, Finansrådet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Finanstilsynet og Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet.
Fokus på markedsværdi
Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, er tilfreds med, at rapporten helt overordnet slår fast, at finansieringsmulighederne ved køb af fast ejendom i Danmark generelt er gode, og at hovedudfordringerne i landdistrikterne ikke har finansiel karakter.
- Det er en konklusion, som også underbygges af Nationalbankens udlånsstatistik fra forrige uge, som viser, at der lånes ud i hele landet, udlånet er stigende, og stigningen er jævnt fordelt over hele landet. Rapporten konkluderer desuden, at landdistrikternes udfordringer først og fremmest skyldes fraflytning og faldende beskæftigelse, som hæmmer vækst og udvikling, siger hun.
Ifølge Ane Arnth Jensen handler 6-måneders reglen grundlæggende om, at et realkreditlån skal gives på basis af ejendommens aktuelle markedsværdi. Realkreditrådet har i udvalget foreslået, at reglen præciseres, så hensynet til den aktuelle markedsværdi fremgår klarere.
Realkreditrådet foreslår, at der på tværs af erhvervsorganisationer, landbruget, realkreditten, bankerne, landdistriktsforeninger, regeringen og partierne på Christiansborg, samles en landdistriktsalliance, der løbende kan arbejde med løsningsforslag og nye idéer til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark.
Skridt i rigtig retning
Dansk Ejendomsmæglerforening kalder rapporten om finansiering i landdistrikter et skridt i den rigtige retning:
- Kantstenshusene, de nedlagte landbrug og småbutikkerne i de danske landdistrikter har i dag fået lidt bedre chancer for, at deres nuværende ejere ikke bliver de sidste, siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm.
Udvalget anbefaler, at kunder med en god økonomi, der har været i stand til at leve for et mindre rådighedsbeløb, end de sædvanlige grænser, skal kunne få den bedste karakter hos Finanstilsynet, trods et mindre rådighedsbeløb.
- Det er rigtig fornuftigt at se på forhold som belåningsgrad, afdragsperiode og bidragssats, så indtjeningen og sikkerheden bedre står mål med udgifterne ved at administrere de små lån, der efterspørges i landdistrikterne. Selv med en højere bidragssats vil et realkreditlån alt andet lige være den billigste løsning, siger Torben Strøm.
-cmn