Centerbyggeri i eksprestempoHovedstadens nye indkøbscenter BIG Shopping åbner 31. oktober. CASA har afleveret byggeriet til bygherren NPV. Imens er butikkerne i gang med at indrette.

Centerbyggeri i eksprestempo

Casa afleverer 44.500 etagemeter BIG Shopping i Herlev. Det enorme butikscenter kandiderer i oktober til titlen som Hovedstadens største byggeplads

Projektudviklingsfirmaet Casa har netop afsluttet 17 måneders hektisk byggeaktivitet med at opføre Hovedstadens nye indkøbscenter BIG Shopping ved Motorvej M3 i Herlev.

I oktober kandiderer BIG Shopping til titlen som den største byggeplads København. 200-250 mand er i gang med alt fra automatiske døre, ventilation, VVS, gulve og maling til opsætning af 1.000 cykelstativer og skilte til de 1.100 P-pladser. Dertil kommer op mod 1.000 nye medarbejdere i butikkerne, der skal gøre alt klart.

Midt i oktober indledes det sidste kapløb. Dag for dag fyldes hylderne op med varer, teknikken afprøves, og butikkerne gøres klar til at modtage kunderne den 31. oktober kl. 07.00.

De indvendige arbejder på de 44.500 etagemeter og 28 nye butikker er fordelt på fire entreprenører, Vestergaard Nielsen, H. Skjøde Knudsen, NPV og CASA. Dertil kommer et stort antal fagentrepriser på teknik, inventar, kasselinjer mm. Lige så snart de tekniske installationer er færdige, skal butikkerne færdiggøre indretningen, opsætte skilte på facaden mm.

Massiv indsats
Det 44.500 etagemeter store råhus er rejst på kun seks måneder. Montagen af 6.000 elementer er gennemført med et snit på 60 elementer pr. arbejdsdag. Desuden er medgået 3.000 læs færdigblandet beton. 2.000 læs jord er kørt væk til jordrensning, og andre 2.000 læs rent sand er kørt til.

Den U-formede centerbygning afspejler centrets koncept med store butikker på 2.000 kvadratmeter og nem adgang fra P-arealet i midten. Butiksenhederne er rundt regnet 3-4 gange så store som i et traditionelt center og gør BIG til noget særligt.

- Det har været en massiv indsats. God planlægning med tre funktionærer i spidsen for de godt 100 mand på pladsen har været nøglen til et godt byggeri og til at holde planen. Sammen med en god opbakning og sagsbehandling i Herlev Kommune er byggesagen kørt effektivt, siger projektchef Claus Nielsen, Casa.

-cmn

5/10 2015