Danmark mod Sverige i kobber og zink
Konkurrencen Øresundsmesterskabet finder sted hvert 4. år og er skabt for at binde VVS-faget, virksomhederne og lærlingene i Ørestads-regionen mere sammen
Fire danske lærlinge repræsenterer Danmark i den traditionsrige landskamp om at skære, vride, bukke, banke og millimetertilpasse zink og kobber, når Øresundsmesterskabet i VVS ruller af stablen i denne ug.
Konkurrencen varer to dage og er en kamp mellem nationer: Danmark møder Sverige. Sidst vandt Danmark.
Årets konkurrence afvikes den 20. og 21. august. Her dyster danskerne mod to svenske hold på en stor, åben plads i midten af Malmø. Øresundsmesterskabet bringer tagene ned på gaden og viser, hvordan der ser ud på toppen af byens bygninger. To danske og to svenske hold af de dygtigste lærlinge fra Øresunds-regionen og dyster i godt gammeldags håndværk af den slags, der kræver håndelag og øvelse at mestre.
Materialer med appel
- Zink og kobber oplever stor vækst. Før lå kobberet stort set kun på offentlige tage, nu investerer også private i det smukke, vedligeholdelsesfri materiale. Zinken kommer også stærkt tilbage nu og giver bygningerne en flottere karakter, siger Søren Schmidt, oldermand for Københavns Blikkenslager- og VVS Laug og næstformand for erhvervsorganisationen Tekniq.
Konkurrencen om Øresundsmesterskabet er skabt for at binde faget, virksomhederne og lærlingene i Ørestads-regionen mere sammen. Holdene konkurrerer i hver sin svære disciplin: Kobber og zink.
- Vi får meget med os, når vi mødes på tværs af lande. Selvom vi er naboer, er forholdene anderledes, og vi plejer at lære en del af at være sammen om faget. Samtidig giver det os en enestående mulighed for at bringe taget ned på gaden og vise alt det spændende, som findes deroppe og normalt er skjult for de fleste, siger Søren Schmidt.
Formstærke hold
Danmark møder med to formstærke hold, hvor deltagerne er i gang med en af verdens bedste blikkenslageruddannelser. De udvalgte repræsentanter kommer fra Roskilde Tekniske skole og fra TEC, Frederiksberg.
Bag landskampen står Tekniq, Københavns Blikkenslager- og VVS Laug og svenske Entreprenörföretagen Plåtslageriernas Riksförbund.
Konkurrencen finder sted under Malmø Festivalen i Raul Wallenbergs Park, pladsen som forbinder Malmøs to største shoppinggader. Legene begynder den 20. august klokken 10 og afsluttes dagen efter med præmieoverrækkelse klokken 16.
De to danske hold består af lærlinge fra Mølbak VVS & Gasteknik, Blikkenslager Kim Kolbe, Jagtvejens VVS og Dige VVS. På dommerholdet ses Torben A. Hansen, Haugaard & Omegnens VVS og Søren Thomsen, Frederiksberg VVS.
Lang faglig historie
Blikkenslagerfaget kan føres tilbage til riddertiden, hvor faget opstod for at dække det store behov for pladearbejde til rustninger.
Hurtigt opstod nye anvendelser for den militære teknologi med stærke, tynde metaller, som blev anvendt på tage og til mange forskellige rørføringer.
I dag tænker man oftest på blikkenslagere som VVS’ere, men det gamle fag med pladearbejdet lever stadig. Og det er dét, man kan se i kappestrid til Øresundsmesterskaberne.
Nu handler faget både om at vedligeholde kulturarven – og om nye, moderne løsninger til tage, facader, tagrender og nedløbsrør.
-cmn