Dragør søger i havnen
Intet Dragør uden havnen. Dragør er bygget op omkring havnemiljøet, og det tager den amagerkanske kommune nu konsekvensen af og lægger planer for at udnytte det gamle færgeleje bedre
Del artiklen påLige siden hansetidens sildefiskeri har havnemiljøet i Dragør trukket folk til byen. Som havnefogeden fortæller, er der intet Dragør uden havnen.
Nogle af arealerne på havnen bærer dog alderen pænere end andre. Mange træhuse omkring det gamle færgeleje er klar til at drage deres sidste suk. De blev bygget som en hurtig nødløsning og skulle blot stå i en håndfuld år. Det er nu 40 år siden. Limhamn-færgen har ikke krydset sundet i snart 17 år.
Et godt havnemiljø kræver fornyelse og renovering. Det har Dragør Kommune taget konsekvensen af og besluttet, at nogle af arealerne på Dragør Havn skal udnyttes bedre. Det betyder, at eksisterende erhverv kan genplaceres på grundene ved det tidligere færgeleje. Der vil også blive plads til nye havnerelaterede erhverv på området. Det glæder Dragørs havnefoged:
- Alderen er Dragørs charme. Alligevel er jeg glad for, at der nu kommer struktur på udvidelsen. Nogle af bygningerne er ærlig talt noget halvråddent skrammel, og det bliver skønt, når de tager første spadestik omkring sensommeren. Vi er også ved at renovere toiletter og badefaciliteter, siger Dragørs havnefoged, John Strøbæk.
Dragør lystbådehavn er én blandt meget få danske havne, der i 2015 havde vækst i antallet af besøgende.
- Vores havn ligger perfekt. Vi er tæt på København og ligger strategisk godt til lystbådene. I øjeblikket modtager vi dagligt mellem fem og 10 busfulde udenlandske turister og har derfor bygget ny busholdeplads. Der sker sgu noget, forklarer John Strøbæk.
-cmn
Op mod tyve tusinde gæster vil besøge Dragør Havn i løbet af årets tre sommermåneder.
Alderen er Dragørs charme. Alligevel er havnefoged John Strøbæk glad for, at der nu kommer struktur på udvidelsen.