Energisyn afdækker store potentialer

Der er store gevinster at hente for virksomhederne ved at arbejde systematisk med energieffektiviseringer, påpeger Kuben Management

Danske virksomheder mangler overblikket over deres energi- og ressourceforbrug. Det viser erfaringerne fra de første energisyn, som rådgivningsvirksomheden Kuben Management har gennemført for større danske virksomheder.

- Manglende energistyring betyder, at virksomheden ikke kan følge sit forbrug tæt nok. Derfor opdager den heller ikke fejl og mangler, som ellers er de lavest hængende frugter når der skal spares, siger energisynskonsulent Frank Plith.

- Det manglende overblik betyder også, at virksomheden ikke kan følge effekten af de tiltag der gennemføres for at effektivisere, tilføjer han.

Manglende indregulering
Energisynene peger på manglende service og vedligehold og på manglende indregulering af tekniske anlæg (ventilation mm.) som andre områder, hvor der er store besparelser at hente. Bag disse forhold ligger et udækket behov for kompetencer og ressourcer i virksomhederne.

- Vi oplever, at virksomhederne under krisen har sparet på driften ved at insource service og vedligehold af tekniske anlæg. Men i næste sparerunde reducerer man så ofte i personalet, som skulle servicere anlæggene, og det hævner sig så på den længere bane ved at energiforbruget stiger, siger Frank Plith.

Kuben Management har siden april 2015 indgået aftaler med ti større danske virksomheder om energisyn. Virksomheden er dermed blandt de førende på området. De første energisynsrapporter er indsendt til Energistyrelsen og er alle blevet godkendt.

Langsigtede besparelser
I energisynet indgår en kortlægning og gennemgang af den enkelte virksomheds energikilder og energiforbrug og af potentialer for energibesparelser.

Der indgår analyser af livscyklusomkostninger for at tage hensyn til mere langsigtede besparelser. Samlet kan dette være grundlag for en strategi og handlingsplaner for øget energieffektivitet.

Alle større virksomheder (mindst 250 ansatte globalt, en omsætning på mindst 50 mio. euro og en balance på mindst 43 mio. euro) skal have foretaget et energisyn inden udgangen af 2015, og derefter hvert fjerde år.

-cmn

11/9 2015