Et spadestik nærmere 125 lejligheder i Carlsberg Byen Adm. direktør i Carlsberg Byen Jens Nyhus og Adm. direktør i HHM Svend Pedersen tager første spadestik. Foto: Carlsberg Byen

Et spadestik nærmere 125 lejligheder i Carlsberg Byen

Første spadestik er taget til byggeriet af i alt 125 små og store lejligheder i fire bygninger i Carlsberg Byen

De fremmødte trodsede kulden og varmede sig ved kaffevognen, da bygherre og entreprenør tog første spadestik på fire bygninger i Carlsberg Byen. Heiberg Huse, Bindesbøll Hus og Rahbek Hus indeholder i alt 125 lejligheder.

- De huse vi tager første spadestik på i dag er et godt eksempel på, hvor tæt vi er på både Frederiksberg og Vesterbro. Heiberg Huse ligger nemlig i Frederiksberg Kommune, mens Bindesbøll Hus og Rahbek Hus ligger i Københavns kommune. Derfor er det også min forventning, at både Carlsberg Byens beboere, og vores naboer på henholdsvis Frederiksberg og Vesterbro, vil få gavn af de rekreative og grønne områder, vi opfører omkring husene, sagde administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus.

Et godt miks
Carlsbergs historiske grund vil i løbet af de næste otte til ti år blive forvandlet til et nyt kvarter i København, hvor moderne arkitektur spiller sammen med områdets mange smukke, bevaringsværdige og fredede bygninger.

25 byrum skaber rammen om et byliv, hvor der både er liv inde i bygningerne og mellem bygningerne, ligesom et miks af boliger, butikker, caféer, kontorer samt uddannelses- og kulturinstitutioner er med til at skabe et mangfoldigt og levende bykvarter.

Børnevenligt område
Heiberg Huse, Bindesbøll Hus og Rahbek Hus ligger alle i en roligt og familievenlig del af Carlsberg Byen, og omkring husene opføres en mindre park med legeredskaber, stor boldbane og en børnevenlig lege- og opholdsgade. Husene har det til fælles, at de inviterer til udeliv, da de alle enten har have, altan eller terrasse, ligesom der opføres grønne gårdmiljøer.

De 125 lejligheder spænder i størrelse fra hyggelige toværelses lejligheder til større familielejligheder og penthouselejligheder.

HHM A/S er entreprenør på byggeriet, og direktør Svend Pedersen sagde bl.a. til arrangementet, at første spadestik-arrangementet for dem var kulminationen på et års forberedelser i samarbejde med Carlsberg Byen, totalrådgiveren Alectia Praksis Arkitekter og 1:1 Landskab. Alle parter har nemlig pga. af Carlsberg Byens særlige samarbejdsmodel siddet med om bordet i det forberedende arbejde.

Læs mere om Carlsberg Byen her.

-los

Om Heiberg Huse
31 lejligheder, fordelt på to huse. Tegnet af Praxis Arkitekter, som også har tegnet Forskerboligerne, der indvies i september i Carlsberg Byen. Fra 2-værelses lejligheder til penthouselejligheder med tagterrasse, terrasse og have i stueetagen og store altaner i de øvrige lejligheder. Heiberg Huse forventes at gå i salg marts 2016.

Om Bindesbøll Hus
56 lejligheder. Tegnet af Praxis Arkitekter. Alle stuelejligheder har minimum en terrasse, alle andre lejligheder har altan, penthouselejligheder med tagterrasser, fælles gårdmiljø med grønt og ro. Bindesbøll Hus forventes at gå i salg marts 2016.

Om Rahbek Hus
38 lejligheder. Tegnet af Praxis Arkitekter. Alle stuelejligheder har terrasse og/eller have. Øvrige lejligheder har altan. De fem øverste lejligheder, herunder to penthouselejligheder, har tagterrasser. Rahbek Hus forventes at gå i salg maj 2016.


20/1 2016