Faglig alliance i AarhusDirektør Simon Steffensen (tv ) og adm dir Søren Worup (th ) har netop underskrevet kontrakt på at Færch Co køber Solbjerg Tømrer og Murerforretning.

Faglig alliance i Aarhus

For at styrke virksomhedernes serviceafdelinger og få bedre mulighed for at byde ind på større entrepriser bliver aarhusianske Solbjerg Tømrer- og Murerforretning nu en del af Færch & Co

Den aalborgensiske entreprenør Færch & Co har fast 35 ansatte beskæftiget i Aarhus, og med overtagelsen af Solbjerg Tømrer- og Murerforretning vokser virksomheden fra i alt 75 til 120 mand, hvoraf de 80 vil få base i det midtjyske.

- Vi har i flere år ledt efter en servicevirksomhed, da vi manglede dette forretningsområde som et supplement til den entrepriseafdeling, vi har opbygget i Aarhus, fortæller adm. dir. Søren Worup fra Færch & Co.

Hos Solbjerg Tømrer- og Murerforretning forbliver den nuværende indehaver Simon Steffensen direktør efter overtagelsen, og den øvrige bemanding, drift og adresse i Solbjerg syd for Århus vil være den samme. Her får Simon Steffensen hovedansvaret for serviceafdelingen og vil derudover sammen med Søren Worup fokusere på at udvikle den eksisterende forretning, der i dag består af lige dele entrepriser og serviceopgaver.

Stærkere i fællesskab
- Det er en fordel for både os og vores kunder, at Solbjerg Tømrer- og Murerforretning bliver en del af en stor, solid flok, så vi fremover vil kunne løfte nogle større opgaver, fortæller Simon Steffensen.

Ud af de to sammenlagte virksomheders 80 folk i Aarhus-afdelingen er de syv erfarne funktionærer, hvor projektchef Søren Fønss fra Færch & Co vil få ansvaret for entrepriseopgaverne i området. Her har Færch & Co senest udført entrepriser på Z-huset, VIA University College og et byggefelt på Ceres-grunden.

- Forhåbningen er, at vi fremover er gearet til at byde ind på endnu større serviceopgaver og entrepriser i Aarhus-området, understøtter Søren Worup.

Som noget nyt får Færch & Co, der i 124 år har været en tømrervirksomhed, ved overtagelsen af Solbjerg Tømrer- og Murerforretning nu også en mindre murerafdeling.

Færch & Co blev etableret i 1892 og ejes i dag 75 procent af Guldbæk Holding, der er en del af A. Enggaard Gruppen, og 25 procent af Worup Holding.

-cmn

3/2 2016