Forskning i nye rammerDen nye Skou Bygning i Universitetsparken i Aarhus er tro mod den oprindelige arkitektur i området. (Visualisering: Cubo Arkitekter A/S)

Forskning i nye rammer

Bygningsstyrelsen har netop holdt rejsegilde for en helt ny bygning i Universitetsparken i Aarhus. Den nye bygning er del af en samlet modernisering til 830 mio. kr.

Byggeriet af to nye, parallelle karakteristiske længehuse, der bindes sammen af et stort atrium i midten, udgør den nye 'Skou Bygning', som aktuelt er under opførelse i Universitetsparken i Aarhus.

Bygningen skal efter sommeren 2017 huse en stor del af fremtidens biomedicinske forskning på AU HEALTH på Aarhus Universitet. Byggeriet i Universitetsparken er nu så langt, at Bygningsstyrelsen har kunnet holde rejsegilde for håndværkere, samarbejdspartere og kommende brugere på Institut for Biomedicin.

Nybyggeriet består af ca. 8.300 m2 over jorden med topmoderne laboratorier samt ca. 4.000 m2 underjordiske anlæg. Bygningen vil blive daglig arbejdsplads for ca. 300 forskere og øvrigt videnskabeligt personale.

Tro mod arkitekturen
De to parallelle bygninger skal rumme faciliteter til forskningsgrupperne, mens atriet i 5 etager bl.a. skal rumme fællesfaciliteter og gøre det let at komme på tværs af Skou Bygningen.

Udover nybyggeriet ombygges og moderniseres ca. 14.400 m2 eksisterende bygninger. Blandt andet får Bartholin Bygningen, der ligger flot ned til en sø, en markant ændret facade med glasparti ud mod søen og parken.

Den bevarende lokalplan for Universitetsparken stiller præcise krav til bygningsændringer i området, så det arkitektoniske koncept fra den oprindelige arkitektkonkurrence i 1931 fastholdes.

Først færdig i sommeren 2019
Vicedirektør i Bygningsstyrelsen Signe Primdal Lyndrup siger i anledning af rejsegildet:

- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os både at skabe nogle moderne og funktionelle rammer for universitets internationale forskere og samtidig vise respekt for det unikke særpræg, som Universitetsparken har, inklusive næsten usynlige twist i bygningernes arkitektur.

- De fleksible rammer og de nye klassificerede laboratorier giver bedre muligheder for vores forskning. Vi håber, at faciliteterne vil bidrage til at styrke det tværfaglige samarbejde og den nyskabende biomedicinske forskning og dermed gøre det nemmere at tiltrække internationale topforskere, siger Institutleder på Institut for Biomedicin, professor Thomas G. Jensen.

Skou Bygningen forventes færdiggjort sommeren 2017 og tages i brug kort efter. Herefter ombygges og moderniseres de øvrige bygninger. Hele projektet forventes afsluttet sommeren 2019. Cubo Arkitekter A/S er totalrådgiver på projektet i samarbejde med Lemming og Eriksson, Søren Jensen A/S, samt Sweco som rådgivende ingeniører .Landskabsarkitekter er Møller og Grønborg A/S og bygherrerådgiver er Cowi A/S

-cmn


Bygningsstyrelsen har netop holdt rejsegilde for håndværkere, samarbejdspartere og kommende brugere på Institut for Biomedicin. (Foto: Bygningsstyrelsen)

26/8 2016