Gulvlæggerens arbejdsmiljø i fokus
Blandt de faste udstillere på Scandinova-messen er Ardex, som i år stiller skarpt på gulvlæggerens arbejdsmiljø med sine EC-1-mærkede gulvlime
For niende år i træk byder gulvgrossisten Scandinova i Søborg i morgen onsdag den 20. maj til gulvmesse ved domicilet på Transformervej til en dag pakket med gulvfagsnak, grill, catwalk og gode tilbud.
Blandt de faste udstillere er producenten Ardex, som i år stiller skarpt på gulvlæggerens arbejdsmiljø med sine EC-1-mærkede gulvlime.
- Scandinova-messen er en af gulvbranchens fast tilbagevendende sociale begivenheder, hvor vi bruger en dag sammen på at mødes på kryds og tværs og udveksle erfaringer. Sidste år var stemningen helt i top, og vi forventer det samme om årets messe, fortæller teknisk konsulent Allan Petersen fra Ardex.
- Men det er ikke for sjov det hele: I år har vi valgt at sætte fokus på gulvlæggerens arbejdsmiljø med vores program af miljøvenlige gulvlime, der dækker alle tænkelige typer af belægning, fra linoleum og parket til vinyl og tekstiler. Der er megen opmærksomhed omkring skadelige emissioners betydning for slutbrugerens indeklima, men også arbejdsmiljøet for den udførende bliver jo påvirket negativt, hvis ikke hans materialer er tilstrækkeligt skånsomme, tilføjer Allan Petersen.
Gode fleksible hug
Ud over de miljøvenlige egenskaber kendetegnes gulvlimene fra Ardex ved at være særdeles effektive at arbejde med for den udførende. Eksempelvis er dispersionslimen ArdexAF 740 til linoleum let at påføre, ligesom den har et højt monteringshug og er meget drøj i brug.
- Et godt arbejdsmiljø handler ikke kun om, at du ikke udsætter dig selv for skadelige stoffer under arbejdet. Materialerne skal også gøre arbejdsgangene enkle og fleksible, så du ikke bruger unødig tid på at vente eller bliver tvunget til at gøre tingene på en måde, som ikke passer optimalt til opgaven, forklarer Allan Petersen.
-cmn