Holmegårdsparken vinder Årets Byggeri 2016
Plejehjemmet i Ordrup emmede af hjemlighed, da byggeriets aktører fik overrakt beviset for Årets Byggeri
Holmegårdsparken i Ordrup vandt Årets Byggeri 2016 i kategorien Bolig. Bygtek.dk var med ved prisoverrækkelsen i plejehjemmets cafe, hvor julen havde gjort sin entre.Byggeriets dedikerede byggeteam med bygherre, rådgivere og udførende var sammen med plejehjemmets beboere og personale samt bestyrelsen bag Holmegårdsparken mødt talstærkt op, og i en varm og hyggelig atmosfære bød formand for dommerkomiteen, Scott Hollingsworth, velkommen og begrundede, hvorfor plejehjemmet løb med prisen:
- I dag holder vores kroppe længere end tidligere, og derfor ender de fleste af os med at skulle bruge tid i rammer, vi ikke selv er herre over. Dette byggeri er, hvad Danmark er - medmenneskeligt. Det er første gang, at et plejehjem vinder denne pris, og det er med god grund, at Holmegårdsparken bryder dette. For også internationalt er byggeriet exceptionelt.
Herefter blev ordet givet videre til dir. Linn Hovind, Holmegårdsparken:
- Der har været et stort foregående arbejde med mange inspirationsture. Nu har vi fået det, vi ville have - noget der understøtter vores beboere og medarbejdere, og det skal hele holdet af projekterende og udførende have tak for, ligesom at bestyrelsen skal have stor tak for opbakning. Drømmen, man havde fra starten, lever videre i virkelighed.
Fra Rubow Arkiteker var man meget stolt over prisen og Lars Hetland fremhævede tre aspekter, som kendetegner byggeriet:
- Vi er især lykkedes med at skabe en bebyggelse, der ikke oser af plejehjem. Stedet åbner op og inviterer ind, og vi håber, at byens borgere vil bruge parken. Dernæst udgør karnapperne i vigtig rolle og er faktisk det vigtigste rum. Man skal tænke på, at arbejdende folk i en travlt hverdag kort fortalt bruger hjemmet til madlavning, afslapning og søvn. Beboerne er her 24 timer i døgnet, og det kræver andre rammer og rum, hvor man kan mindes - alene eller sammen med sine kære.
Uden at være bygherre har Gentofte Kommune også spillet en vigtig - bl.a. økonomisk - rolle for projektets tilblivelse og resultat. Borgmester Hans Toft sagde:
- Ifølge diverse medier er der stor kritik af ældreplejen. Men her i kommunen fastholder vi et højt serviceniveau - koste, hvad det vil. Og det mærker man her i Holmegårdsparken. Her føler man hjemligheden, fordi rammerne, omgivelserne, plejehjemmet, pårørende samt de mange frivillige giver dét, der skal til. Det er den danske model, og den har jeg det rigtig godt med.
Flere billeder fra prisoverrækkelsen:



Læs her mere om Holmegårdsparken og de to andre vindere af Årets Byggeri 2016 - Tømmergården og Frederiksbjerg Skole.
Om Årets Byggeri:
Årets Byggeri er en hæderspris indstiftet af byggemagasinet Byggeri. Prisen er Danmarks eneste nationale anerkendelse af byggeriets betydning for det danske samfund. Det er Byggeris læsere, der nominerer årets byggerier – enten for byggeriets arkitektur, for byggeprocessen, for dets bæredygtighed mv. Herefter kåres Årets Byggeri af en dommerkomite med repræsentanter for byggebranchens førende aktører.
Dommerkomiteen:
Formand Scott Hollingsworth (arkitekt, HPC Danmark), Lene Espersen (direktør, Danske Arkitektvirksomheder), Henrik Garver (adm. direktør, FRI), Peter Hesdorf (adm. direktør, Byggeriets Evaluerings Center), Elly Kjems Hove (branchedirektør, DI BYG), Gyrithe Saltorp (direktør, Bygningsstyrelsen), Anne Skovbro (filantropidirektør, Realdania), Lars Storr-Hansen (adm. direktør, Dansk Byggeri) og Palle Thomsen (adm. direktør, Danske Byggecentre).
-kj