Hvor er jobbet til den syriske tømrer
Hvis man som virksomhed åbner døren for Mohamadali eller andre flygtninge kan de starte hurtigt, har hjælp fra tolk og arbejder uden løn i typisk 13 uger - og helt ny flygtningeaftale skubber yderligere på
Ud over Mohamadali har hjemmesiden flygtningeijob.dk i øjeblikket 220 flygtninge, der brænder for at komme ud i et arbejde. Heraf er der 44 der gerne vil arbejde som murer, 24 der gerne vil arbejde som tømrer eller snedker og 154 der er klar til alt forefaldende ufaglært arbejde. Hver enkelt har deres eget CV med foto, der fortæller om sprogfærdigheder, kompetencer og vigtigst har et direkte telefonnummer til den person i kommunen, virksomheden skal kontakte. Bag hjemmesiden står virksomheden Jobs Partner A/S.- Vi prøver at være det hurtige bindeled mellem virksomhed og det offentlige, fordi vi har hørt fra virksomhederne, at det ofte kan være en lang proces, og at de har svært ved at finde ud af, hvor de skal henvende sig, når de vil hjælpe med et job til en flygtning, siger Line Lundquist, der er kommunikationsansvarlig og konceptudvikler.
Sproget læres hurtigt
Jobs Partner har eksisteret siden 2008, og samarbejder i øjeblikket med 21 af landets kommuner med alt fra jobformidling, kurser og tolkebistand. Og som noget helt unikt har de fleste ansatte selv en forhistorie som enten indvandrer eller flygtning. Det gør indsatsen mere smidig og effektiv, fordi der hurtigt opstår en gensidig tillid mellem mennesker, der har samme baggrund, sprog og kultur.
Typisk vil en flygtnings første møde med arbejdslivet være ansættelse i virksomhedspraktik. Virksomheden betaler ikke løn de første 13 uger med mulighed for forlængelse i særlige tilfælde helt op til 26 uger. Flygtningene går samtidig i sprogskole 2-3 dage eller aftener om ugen. Desuden tilbydes der hjælp med en mentor, der kan bistå blandt andet med det sproglige.
- Sproget behøver ikke at være så stor en barriere som nogen tror. Der er mulighed for at få en tolk med ud, og vi oplever mange, der ude i virksomhederne følges rundt med en af de ansatte, og så går det hurtigt med at lære det, der skal til for at klare arbejdsopgaverne.
Allerød rykker hurtigt
Allerød Kommune er en af dem, der samarbejder med Jobs Partner blandt andet omkring Mohamadali. Her er de fuldt bevidste om vigtigheden af den hurtige indsats, og i nogle tilfælde lykkedes det at få en aftale med en virksomhed på plads i løbet af få dage. Man understreger dog samtidig, at det altid sker i tæt dialog med virksomheden og dens behov, så man ikke risikerer at få fejlanbragt flygtninge. Målet med praktikperioden er at give virksomheden mulighed for at danne sig et indtryk af medarbejderen både fagligt og socialt, inden de beslutter sig for en eventuel videre ansættelse, eventuelt med løntilskud. Om vigtigheden af den hurtige indsats siger Allerøds borgmester Jørgen Johansen(C):
- Vi ønsker at få flygtninge hurtigt ud i job, for det er den bedste måde at blive integreret i samfundet på. Men det er ikke nemt. Vi har ikke en masse jobs, der står klar. Samtidig har vi også andre ledige i kommunen, vi skal tage hensyn til, så det er en hårfin balance at lægge indsatsen rigtigt, siger Jørgen Johansen, der er ikke lægger skjul på, at kommunen med 79 nye flygtninge i år er udfordret.
- Det er det samme antal, som vi modtog sidste år, og med familiesammenføring ender vi nok på 120 personer, så umiddelbart påvirker flygtningesituationen økonomien negativt, næsten uanset hvad vi gør. Men der er ingen tvivl om, at lykkes vi med at få dem i job, så vil de på sigt blive en god ressource og en økonomisk gevinst både for skatteborgerne i Allerød og resten af Danmark.
-jhn
Læs mere om de forskellige tilskudsmuligheder og støtteordninger samt CV på Mohamadali og nogle af de mange andre flygtninge, der gerne vil i job på www.flygtningeijob.dk
- Jeg syntes, at der er landet et resultat med gode elementer i sig. En aftale, som forhåbentlig på en enkel og håndterbar måde får en god effekt og en pæn volumen på dele af arbejdsmarkedet, siger Lars Storr-Hansen adm.direktør i Dansk Byggeri(foto Ricky John molloy)
Flygtningeaftale i hus
Sidste år kom der 20.900 flygtninge til Danmark, hvoraf mange skal ud i arbejde. Men selv om der er en udbredt erkendelse af, at det skal ske hurtigt, var det i 2014 kun 28 procent af flygtningene, som var i job efter tre år. Derfor har arbejdsmarkedets parter LO og DA de seneste måneder ligget i tætte forhandlinger med regeringen om at få skaffet flere jobs. Og det skal ske via en langt hurtigere indsats.Og der er nu lykkedes at nå til enighed om en trepartsaftale med 32 forskellige initiativer, der skal supplere de nuværende ordninger med virksomhedspraktik og løntilskud. Her er hjørnestenen en ny integrationsuddannelse (IGU) på op til to år, hvor arbejde kombineres med et 20 uger langt uddannelsesforløb, og hvor flygtninge får elevløn.
Desuden kan virksomheder, der ansætter flygtninge få en bonus på op til 40.000 kroner og endelig skal kommunerne blive bedre til selv at opsøge virksomhederne og blive bedre til at afklare flygtningenes kompetencer.
- Jeg syntes, at der er landet et resultat med gode elementer i sig. En aftale, som forhåbentlig på en enkel og håndterbar måde får en god effekt og en pæn volumen på dele af arbejdsmarkedet. Mens der på andre dele skal høvles nogle knaster, hvis det for alvor skal virke, siger Lars Storr-Hansen adm. direktør i Dansk Byggeri.
Fakta: Flygtningeaftalen
Nogle af trepartsaftalens 32 punkter:
- Integrationsstillinger(IGU) ude i virksomhederne, der kombinerer uddannelsesforløb med arbejde, hvor flygtninge aflønnes med en elevløn, der ligger mellem 50 og 120 kroner.
- Virksomheder der ansætter flygtninge i to år kan få en bonus på op til 40.000 kroner.
- Kommunerne skal i modsætning til i dag som udgangspunkt vurdere flygtninge som jobparate, og de skal blive bedre til at afdække flygtninges kompetencer som sprog, uddannelse og erhvervserfaring.
- Kommunerne skal styrke deres virksomhedsopsøgende indsats, og samarbejde på tværs af kommunegrænser.
- Flygtninge skal placeres i den kommune, hvor arbejdspladsen ligger.
- Danskundervisningen skal forbedres og i højere grad sikre, at flygtningene kan klare sig i arbejdslivet.
Læs mere om aftalen her:http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/Arkiv/2016/03/Trepartsaftale%20paa%20plads%20om%20integration.aspx