Jeudans topchef bliver ny formand for CEJ
Per W. Hallgren sætter sig nu i formandsstolen for CEJ Ejendomsadministration A/S for at lede arbejdet med at realisere CEJ’s vækststrategi, som allerede har bragt selskabet helt frem blandt de tre største i branchen
En af Danmarks profiler på ejendomsmarkedet, topchefen i det børsnoterede ejendomsselskab Jeudan, Per W. Hallgren, bliver ny bestyrelsesformand i CEJ Ejendomsadministrationsselskab A/S (CEJ).
Han skal stå i spidsen for CEJ’s ambitiøse vækststrategi, der skal konsolidere og udvikle CEJ’s position som Danmarks 3. største selskab i markedet for ejendomsadministration. Selskabet har oplevet fremgang de seneste år i alle kundesegmenter. Særligt er antallet af professionelle investorer vokset i CEJ’s kundeportefølje.
- Jeg har gennem mange år fulgt CEJ og selskabets udvikling fra sidelinjen. CEJ er et meget respekteret administratorselskab i ejendomsbranchen. Derfor er jeg rigtig glad for at påtage mig hvervet som bestyrelsesformand i CEJ. Jeg er sikker på, at jeg kan bringe selskabet noget erfaring fra mit job i Jeudan og på den måde bidrage til CEJ’s fortsatte vækst og positive udvikling, siger Per W. Hallgren.
Deler fælles værdier
Advokat Judy Jakobsen blev i december 2015 formand for CEJ’s Fond, der er eneaktionær i CEJ. Hun har derfor ønsket at fratræde som formand i datterselskaberne, men forblive som bestyrelsesmedlem. Hun glæder sig over, at Jeudans adm. direktør vil påtage sig opgaven med at realisere næste fase af CEJ’s vækststrategi.
- Først og fremmest har Per og CEJ de samme grundprincipper for at drive forretning. Værdier som ordentlighed og at møde kunden i øjenhøjde er fundamentet i både Jeudan A/S og CEJ. Hertil kommer, at ejendomsadministration er en kompliceret størrelse, hvor jura, økonomi, teknik, administration og service skal gå op i en højere enhed.
Som leder af Danmarks største ejendomsselskab ved Per bedre end fleste, hvad markedet fremover vil kræve af et administrationsselskab. Den indsigt vil være meget værdifuld i vores arbejde med at realisere CEJ’s vækstpotentiale, siger den afgående formand.
-cmn