Jorton har mod på flere gode resultater
Bygge- og anlægsvirksomheden Jorton leverede i 2015 endnu et positivt resultat og fortsætter således trenden fra sidste års regnskab, og det ser ud til at fortsætte i år, vurderer ledelsen
EntreprenørfirmaetJorton præsterede i 2015 at fortsætte den positive udvikling. Den målrettede indsats og en kraftig øget omsætning i 2015 førte til et resultat af den primære drift på 16,5 mio. kr. Resultatet før skat blev således på 16,2 mio. kr., svarende til en resultatgrad på 2,6 %.
De gode resultater forventes at fortsætte i årene frem. Jortons ordrebeholdning udgjorde ved indgangen til 2016 i alt 873 mio. kr. Det betyder, at Jorton ser sig godt rustet til hele 2016 og et stykke ind i 2017.
Det er ledelsens vurdering, at Jorton - med den positive udvikling i forretningen og den stigende omsætning - er godt rustet til at skabe gode resultater i 2016, hvor der forventes et resultat på niveau med 2015.
Overskuddet og en stigende omsætning er ifølge ledelsen resultatet af flere års intern fokus, hvor et samlet Jorton bl.a. har haft kontinuerlig fokus på kundetilfredshed. Virksomheden har løbende hentet inspiration til forbedringer gennem dialog med kunder og netop dialogen ses som et af de grundlæggende værktøjer til, at en byggeproces forløber optimalt.
Jorton A/S udfører med mere end 80 års erfaring alle former for byggeopgaver inden for renovering og nybyg - fra den mindste serviceopgave til det komplekse bygningsværk samt alle anlægsopgaver inden for broer.
-cmn