Konkurrence om Livsrum i Herlev
De arkitekter og entreprenører, der skal konkurrere om at skabe Livsrum i Herlev – et kræftrådgivningscenter for patienter og deres pårørende i forbindelse med Herlev Sygehus – er nu udvalgt
Nu skal det syvende og sidste Livsrum for kræftpatienter og deres pårørende bygges, denne gang i Herlev. Og Kræftens Bekæmpelse og Realdania er kommet et skridt nærmere det færdige byggeri.
- Vi har fundet grunden, vi skal bygge på, og vi har talt med brugerne om, hvor-dan kræftrådgivningen skal være. Og nu har vi også prækvalificeret de arkitekter og entreprenører, der skal deltage i vores bygge- og arkitektkonkurrence om at skabe et nyt Livsrum for kræftpatienter og deres pårørende ved Herlev Sygehus, siger Laila Walther, der er afdelingschef i Patientstøtte og Lokal Indsats, Kræftens Bekæmpelse.
De prækvalificerede arkitektvirksomheder og entreprenører skal nu komme med deres bud på, hvordan man skaber et rådgivningscenter med en stærk arkitektonisk identitet, der vil inspirere flere mennesker til at søge rådgivning. Rådgivningscentret skal, lige som de seks andre, bygges efter et program, der er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og Realdania.
Åbenhed og nærvær
Programmet for Livsrum er udviklet efter principper om helende arkitektur med fokus på tryghed, hjemlighed, åbenhed og nærvær. De seks øvrige kræftrådgivninger ligger i henholdsvis Roskilde, Odense, Herning, Næstved, Aalborg og Vejle.
Huset skal opføres på en grund lige ved Herlev Sygehus, så kræftpatienter og pårørende kan mødes med ligestillede og dele erfaringer i et hus, der tilbyder arkitektoniske rammer, som adskiller sig fra hospitalsarkitekturen ved at indbyde til åbenhed og samvær i rammer, der minder mere om hjem end hospital.
- Erfaringer viser, at arkitektur, og de rum man opholder sig i, har en stor betydning for menneskers livskvalitet – og det gælder i endnu højere grad i de udfordringer, der opstår ved alvorlig sygdom. Konkurrencen skal derfor sikre, at det nye rådgivningscenter bliver af høj arkitektonisk kvalitet. Jeg glæder mig til at se, hvordan de forskellige forslag tolker visionen om, at arkitektur kan understøtte kræftpatienters livskvalitet, siger Per Schulze, der er programchef i Realdania.
Kendte navne
Hver af totalentreprenørerne vil gå sammen med hver sin arkitektvirksomhed og udarbejde et konkurrenceforslag, som præsenteres for bygherren i starten af det nye år.
Spektrum Arkitekter, København K, Cornelius & Vöge Atelier for arkitektur, Roskilde, Leth & Gori, København V, Galmstrup Ltd, London og JaJa Arkitektur, København N.
De prækvalificerede totalentreprenører er Base Erhverv, Roskilde, Svaneeng, Glostrup, og Daurehøj Erhvervsbyg, Holbæk.
-cmn