La Tour Tower på vej til Aarhus
Et enstemmigt Aarhus Byråd har sagt ja til ny lokalplan, der tillader byggeriet af La Tour Tower, der skal være med til at afhjælpe boligmanglen blandt studerende i Aarhus
I sidste uge sagde et enstemmigt Aarhus Byråd ja til en ny lokalplan, der tillader byggeriet af La Tour Tower, der er designet af 3XN. Byens stadsarkitekt, Stephen Willacy, har tidligere udtrykt sin begejstring for La Tour Tower over for Aarhus Stiftstidende:- Verdensklasse. Det er enestående arkitektur. Det hus kommer til at sætte helt nye standarder for højhusbyggeri i Aarhus.
300 boliger
Visionen for La Tour Tower er at etablere boliger, der primært er tiltænkt boligtrængende studerende.
- La Tour Tower kommer til at indeholde ca. 300 boliger, og de er primært henvendt til byens unge studerende, der har hårdt brug for et sted at bo, fortæller Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør, 3XN.
Ifølge Dansk Byggeri mangler der i Aarhus alene 4.500 boliger til unge studerende.
Udtryksfuld form
Som et Kinderæg har arkitekternes ide med La Tour Towers udformning haft tre formål:
- Bygningens særlige karaktertræk - en nedtrappende figur - er med til at formidle overgangen fra de store flade volumener i lokalområdet til den urbane højhustypologi, siger Kim Herforth Nielsen og fortsætter:
- Bygningens nedtrappede form er samtidigt et udtryk for respekt for det historiske og identitetsskabende vandtårn, der på denne måde ikke forsvinder bag det nye tårn, men i stedet bevarer sin karakter af fikspunkt og forbliver en værdig medspiller i lokalområdets skyline.
- Endelig ville vi sikre, at trafikstøjen fra Randersvej ikke finder vej til boligerne. Bygningens snegleform er en støjdæmper i sig selv, og den del, der vender ud mod Randersvej, har en glasfacade, som tager støjen væk fra boligerne, slutter Kim Herforth Nielsen af.
La Tour Tower på 31 etager og ca. 95 meter i højden skyder om tidligst to år op på Randersvej i Aarhus, hvor Hotel La Tour i dag er placeret.
-jhn
Fakta om La Tour Tower
Bygherre: Jens Richard Pedersen
Arkitekter: 3XN
Størrelse: ca. 22.600 m2
Højde: ca. 95 meter
Antal lejligheder: ca. 300 stk. i forskellige størrelser
Antal etager: 31
Hvor: Randersvej 139, 8200 Aarhus N
Aarhus højeste boligbyggeri: La Tour Tower får Aarhus' højeste placering - 90 meter over havoverfladen, og højhusets penthouselejligheder vil være hævet 185 meter over havoverfladen. Dermed bliver det Aarhus' højeste boligbyggeri og næststørste bygning.