Maskinhuset lukker afdeling på Fyn

Manglende rentabilitet får Maskinhuset til at nedlægge sin filial i Vissenbjerg på Fyn og trække alle medarbejdere til Horsens

Maskinhuset A/S i Horsens, som siden 2004 har haft værkstedsfaciliteter i Vissenbjerg, nedlægger nu den fynske filial.

Årsagerne til lukningen er ifølge direktør Johnny Lauritzen flere; dels er lokalerne i Vissenbjerg utidssvarende og ikke længere optimale, men først og fremmest har markedet udviklet sig.

- I dag har flere af vores kunder – typisk entreprenører – eget lille værksted og mekanikere, som udfører mindre reparationer og service på deres entreprenørmaskiner og småmateriel, siger Johnny Lauritzen. Men også den teknologiske udvikling spiller ind.

- Vores udekørende servicemontører kører i dag rundt i topmoderne og veludstyrede servicebiler og er i stand til at lave selv komplekse reparationer på stedet ude hos kunden, forklarerJohnny Lauritzen og understreger, at de fynske kunder ikke kommer til at mærke ændringen.

Afdelingen i Vissenbjerg talte fire mand på værkstedet og en sælger, som alle fortsætter deres arbejde hos Maskinhuset. Lukningen af driften i Vissenbjerg har netop fundet sted.

Værkfører Mads Ansbjerg er ny daglig værkfører i Horsens. De to montører, som begge er bosatte på Fyn, Jacob Søndergård og Ulrik Brødsgaard, fortsætter som udekørende servicemontører på Fyn. Richard Stengaard fortsætter sin læretid i Horsens. Og endelig fortsætter Palle Andersen med at sælge Terex-maskiner på det fynske distrikt.

Rokaden betyder, at nuværende værkfører i Horsens, Torben Laursen, er ny eftermarkedschef.

-cmn

10/8 2015